Copenhagen Noir. Red.: Bo Tao Michaëlis. People’s Press 2009. 250 sider, 249 kr.

Noir betyder ”sort”, og sort er den farve, der oftest knyttes til spændingsromaner. Den danske glose er generel, den bruges i mange sammenhænge (”sort humor”, ”sort magi”, ”sort skole” etc.), men udtrykket ”noir” har fået en snævrere betydning. ”Film Noir” er en indarbejdet karakteristik af en særlig type film, og ”Série Noire” var det fælles brand for en række franske oversættelser af amerikansk hårdkogt krimi, som i 1940’erne bragte denne subgenre til ære og værdighed på den internationale litterære børs.

I de senere år er ”noir” mere og mere blevet forbeholdt historier, der koncentrerer sig om desillusion. Det ender bestemt ikke godt. Den klassiske krimis koncept er en fortælling, der glider fra kaos omkring åbningsscenens forbrydelse til den genoprettede orden, når gerningsmanden til slut afsløres. Sådan er det ikke i en ”noir” fortælling. Det illustreres i den netop udsendte antologi ”Copenhagen Noir”, som præsenterer fjorten noveller, der handler om vold, død og flugt – ikke i en eneste er der tale om en ”opklaring”.

Antologien er Danmarks bidrag til en international serie om underverdenen i forskellige metropoler. Redaktionen er betroet Bo Tao Michaëlis, der i en flot fanfare af et forord mere præcist indkredser begrebet, som han ser det: Noir er historien om den skæbnesvangre tilfældighed, det labilt absurde og syrligt skødesløse i tilværelsen. Den beretter om tab af kontrol og mangel på indsigt, om det irrationelle nedslag i fornuftens øjensynlighed, simpelthen terningekastet som ikke lykkes.

Vi er med andre ord i det skjulte, farlige København. Ude på det, Raymond Chandler kaldte ”the mean streets”, hvor gangstere finder lærlinge og ludere deres kunder, eller måske helt nede i kloakken. Tolv danske forfattere er indkaldt – fem, der til daglig skriver krimi, og syv fra den mere prestigegivende afdeling af litteraturen. Deres indsats suppleres med gæsteoptræden af en svensk og en norsk forfatter.

Historierne har som sagt til fælles, at de ender skidt – hvis der da overhovedet er en slutning i klassisk forstand. Ellers er de meget forskellige. Adskillige er koncentreret om at formidle en stemning, eller blot følge en bevidsthedsstrøm, som i Kristian Lundbergs 26 sider lange gengivelse af hans Malmö-politimands blanding af spleen og alkohol med tvangstanker om ond og brat død som gennemgående tema. Jonas T. Bengtsson beskriver med frysende indsigt, hvordan en småkriminel håndfuld unge ”straffer” en mand, der har forset sig på den enes søster – og hvordan det bestialske overfald er en varm og befriende bekræftelse af sammenholdet i gruppen. Den novelle kan anbefales til alle, der søger en forklaring på tidens hæslige bandevold. Lene Kaaberbøl og Agnete Friis præsenterer en ligefrem gribende fortælling om en katastrofal situation, der fremprovokerer medmenneskelighed hos flere personer, for hvem empati ellers er et ukendt begreb – her er for en gangs skyld lys i mørket. Gretelise Holm fører læseren ud på det dybe vand med en længe uforståelig skitse om en kvinde, der skaffer sig et ulækkert job på en slibrig massageklinik, men naturligvis har sit bestemte og onde mål med det – en af de få beretninger, der rummer både et plot og en skarp pointe. Klaus Rifbjerg griber tilbage til tiden lige efter besættelsen, når han fortæller om en sjælløs gorillas forsøg på at inddrive ”æresgæld” fra en falleret sortbørshaj, der mistede provenuet ved pengeombytningen i 1945. Gunnar Staalesen sætter sin Bergendetektiv af på Københavns Hovedbanegård, hvor han får anledning til at mindes, da han for nogle år siden reddede en ung kvinde ud af det syndige Vesterbro, hjem til det respektable Norge. Men var det nu også det, han gjorde, eller ødelagde han hendes ene chance for at få et godt liv? Og endelig skriver dansk krimis grand old man, Georg Ursin, om den mere kloge, der også i det kriminelle miljø narrer den mindre kloge – det sker sjovt nok i et moderne, hårdkogt sprog, som er fjernt fra den knirkende, gammelmodige stemmeføring, der har givet Ursins romaner om den ydmyge pensionist Victor Chenlein deres kultstatus. Ursin forklarede i et interview på årets krimimesse i Horsens, at han ikke kunne fortælle den foreliggende skrøne i sin sædvanlige stil, og så fandt han såmænd den egnede form i det sprog, som gangsterne bruger i ”Guys and Dolls”. 

Sådan kan der måske konstrueres et link fra det farlige mørke i storbyen til den fornøjelige underholdning i en musical - ? Man kan i al fald behøve en smule eskapisme, når man med hænderne knyttet i bukselommerne har bevæget sig rundt i Copenhagen Noir! Man får trang til at nynne med de just nævnte gangstere: ”Have faith, hope and charity, it’s the way to live successfully! How do I know? The Bible tells me so.”

Trykt (lettere forkortet) i Standart nr. 2/2009