Eddie Thomas Petersen: Ønskebarnet. People’s Press 2009.  331 sider, 299 kr.

Den 23-årige student Mikkel Keldberg skulle have været på fed skiferie med vennerne – i stedet beordrer hans forældre ham til Skagen, hvor hans faster Ellen er død. Hun blev en af de første dage i januar fundet på en bænk i byen, hvor hun trods den barske kulde end ikke havde taget sin overfrakke på. Ellen var en vidtløftig kvinde, velkendt med narko og alkohol og beredvilligt imødekommende over for adskillige mænd. Hun faldt aldeles uden for rammerne i den borgerlige fabrikantfamilie, hun var blevet adopteret ind i. Mikkel skal sørge for begravelse og afvikling af hendes få ejendele – hans forældre er bekvemt bortrejst til luksusjul under varmere himmelstrøg.

I Skagen træffer Mikkel den mere end neurotiske kunstfotograf Anne Sofie, der selv er adoptivbarn hos den noble departementschef Holger Strand – og antagelig i virkeligheden er datter af Ellen. Hun både fascinerer og frastøder Mikkel, og hun er ikke bleg for konstant at provokere ham, men mere bliver det nok ikke til. Mikkel er også bedre tjent med charmerende Tine, der arbejder på byens kunstmuseum.

Det er længe usikkert, hvad Ellen egentlig døde af (og hvad der blev af det måske kostbare maleri, hun ejede). Mikkel får nogge dunkle antydninger fra lokale folk, som måske véd det ene eller det andet. Og uden for handlingen ser politiet også nærmere på sagen – hvis det da overhovedet er en ”sag”.

Romanens styrke er beskrivelsen af landets nordligste købstad. ”Skagen er en tilstand, min dreng” siger den aldrende kunstprofessor, og den synsvinkel er fanget fint ind. Der er også adskillige interessante bifigurer, men der er desværre ikke meget kød på Mikkel og Anna Sofie. Det er antagelig hende, der er (eller i begyndelsen var) ”ønskebarnet”, men for læseren forbliver hun en egocentrisk, forkælet ung kvinde, som barnligt insisterer på et være en betydelig kunstner, men nok kun er en stræbsom amatør.

Bagsideteksten lover ”en psykologisk gyser om en egoistisk handling, der mange år senere får fatale konsekvenser”. Det er vrøvl. Der er godt nok en grim historie fra for mange år tilbage, men Ellens skæbne i nutiden er ikke en konsekvens af den, Anne Sofies neurose næppe heller. Tilløbet til plot og krimiintrige blegner bort (og opgives definitivt ved romanens slutning). Spænding er der ikke tale om, og der fortælles heller ikke om sporsøgning eller efterforskning.

Lang tids læsning, beskedent udbytte.