Peer Holm Jørgensen: Den glemte massakre. Isotia 2007. 299 sider, 298 kr.

Holm Jørgensen skriver på ny fra et sted i ingenmandslandet mellem fiktion og fakta. Resultatet foregiver at være en roman – og den handler så om den nittenårige hovmestermath Kasper fra Frederikshavn. Han har allerede sejlet i tre-fire år, og han er helbefaren i fremmede havne. Han kan trickene, han støder øllerne ned, og han famler med det der sære med kvinderne. En begavet og velmenende ung mand, voksen i visse henseender, naiv når det gælder verdens store problemer. Kasper kommer i klemme på grund af sin tro på det gode i mennesker, sin tillid til fremmede og sine danske normer om, at tingene skal gå rimeligt til. Den slags gælder ikke i det Indonesien, hvor skibet sejler frem og tilbage mellem havnebyer i Sumatra og Java.

I Indonesien er voldsomme omvæltninger i gang. Tiden er efteråret 1965, den aldrende præsident Sukarno støtter sig mere og mere til kommunisterne, og så bryder en revolte ud. Kommunisterne får skylden, og en nådesløs klapjagt begynder på alle, der har haft den svageste forbindelse med det parti (eller blot pådrager sig mistanke om det). Delinger fra hæren og private militser myrder brutalt løs. Kasper drages ind i uhyrlighederne via et par unge venner, som i hans status som udefra kommende dansker ser en mulighed for at undslippe.

Holm Jørgensens ærinde er at minde om et overset massedrab og at argumentere for, at det var den amerikanske efterretningstjeneste, der stod bag. Under indtryk af krigen i Vietnam ønskede myndighederne i Washington ikke endnu et kommunistisk styre i en af Asiens vigtigste stater. Griske forretningsinteresser med politiske forbindelser spejdede samtidig efter muligheder for lønsom foretagsomhed i et land med mange ressourcer. Holm Jørgensen beskriver de tvetungede amerikanske overvejelser i korte, indskudte kapitler – vel i alt knap 15 procent af romanen – og han vedgår i forordet, at det er hans research og vurdering, ikke stof, der kan dokumenteres.

Som roman knækker det. Beskrivelsen af Kasper er sympatisk, en ung mand, der fanges i en tragedie, som dybest set ikke er hans. Den politiske traktat i bogen har fat i noget infamt svineri, men beskrivelsen af CIAs deltagelse er enøjet anklage, ikke en analyse, der får nuancerne med. Det er i dag nemt at glemme, hvordan verden så ud, da mere eller mindre fjernstyrede oprørsbevægelser adskillige steder stredes for at slutte nok et land til den kommunistiske blok. Og da USA på Cuba netop havde set et aggressivt fremstød mod ”sin del” af verden.

Plot er der ikke meget af i romanen. Den korte afslutning er spændende – ellers er det melankolsk læsning, men ok: Om noget væsentligt.