Søren Meinertsen: Bad Standing. Medusa 2005. 397 sider, 298 kr.

Sikke en omgang! Her er det hele med: Provinsbyen (Roskilde), hvor der er svamp og råd bag det førende borgerskabs velpudsede facader. Korruption i politikorpset. Pengeafpresning og grumset ejendomsspekulation. En avanceret sexklub som sideskud på spidsernes noble loge. Prostituerede, der rekrutteres illegalt fra fattige lande. Læger som svindler med recepter og kommunalpolitikere der fristes af de fortjenester, som kan opnås via byggetilladelser i strid med naturbeskyttelsesloven. Engagerede miljøfolk, som måske ikke vil begrænse sig til demonstrationer og resolutioner fra protestmøder. Rockere som står for import og distribution af heroin og kokain (festivalgæsterne skal jo betjenes). Anden generations indvandrerknægte, der beredvilligt virker som kurerer og måske roder sig ind i det, der er værre. Og mere til.

Så er der også tre mord. De to første rammer fremtrædende borgere med ikke så lidt skidt i bagagen, det sidste en aldeles uinteressant skolelærer. Chefkriminalinspektør Anders Vestlin får kam til sit hår. Eller rettere han får mere om ørene, end han kan klare, selv med bistand af den lille snes kolleger, der alle folder sig ud i romanens løb. Antallet af personer, der kan have haft motiv til at begå mordene (i al fald de første to), er stort, og to gange må landsretten tage fat på en straffesag mod en anklaget, som ikke er skyldig, før politifolkene kan udse den rette misdæder (om end det ikke bliver ganske klart, om den pågældende også er ansvarlig for den stakkels lærers død). Læseren skal undervejs finde rundt i retsplejelovens regler om objektiv og subjektiv kumulation – det er for jurastuderende et frygtet eksamensspørgsmål!

Man løber sur i det (med en tydelig fornemmelse af, at det er gået forfatteren på samme måde). Der er på plussiden brudstykker af et par gode historier, intelligent efterforskning og propert politiarbejde. Det drukner alt sammen i totalt kaos. Der skulle have været en rød tråd (eller et par tråde), der er i stedet et sammenfiltret garnnøgle.

”Bad standing” er betegnelsen for den fredløshedsdom, som en rockerbande afsiger over en broder, der er trådt ved siden af. Og det er en passende titel for den foreliggende roman. Hvilket er ærgerligt, fordi krimitalentet er tydeligt, som det allerede fremgik af Meinertsens første historie om Vestlins meritter (”Børnenes ven” fra 2003, der vandt Det danske Kriminalakademis debutantdiplom i det år).

Omslaget er en gåde for sig. Forsidebilledet viser overkroppen af en hærdebred mand, fotograferet bagfra. I stedet for rygmærket på den mørke jakke er der indsat et foto af en elegant hvid habit med slips. Hvis der er en pointe, fattede jeg den i al fald ikke.