Jussi Adler-Olsen: Washington Dekretet. Aschehoug 2006. 635 sider, 279 kr.

Den karismatiske senator Bruce Jansen vinder præsidentvalget i USA i 2008. Sejren bliver imidlertid bitter. De er på valgaftenen samlet til fest alle sammen: Kampagnestaben, medløberne, vennerne, journalisterne. Og foran de rullende kameraer myrdes Jansens smukke, højgravide hustru.

Det klarer Jansen ikke. Hans første udspil som præsident er en radikal plan for et USA uden vold, uden våben, uden bitterhed. Reformens gennemførelse kræver, at en række borgerlige rettigheder suspenderes, men en kæde af særligt grove voldsforbrydelser gør det krav acceptabelt, i al fald i kredsen omkring præsidenten. Kritiske røster bringes til tavshed, aviser og Tv-selskaber lukkes – og på gader og veje eskalerer den voldelige modstand mod programmet. Snart er der tale om et regulært statskup med tilhørende tilløb til borgerkrig.

Langsomt begynder nogle folk i staben i Det Hvide Hus at ane uråd. Det er helt andre kræfter, der manipulerer præsident Jansen og orkestrerer voldsomhederne, både de indgreb, som påberåber sig den gode sag, og de forbrydelser, der skal få uhyrlighederne til at glide ned.

Og så kører det. Action, brutalitet og kynisme. Fortalt omstændeligt med en salvelsesfuld selvhøjtidelighed, der ind imellem bliver ufrivilligt komisk. Ingen voldsom begivenhed får lov til slet og ret at indtræffe. Handlingen pakkes ind i et væv af komplikationer: Forsøg der mislykkes, uforudsete hindringer som overvindes, associationer som fører langt bort fra hovedsporet, etc. Den konfuse læser taber tråden og må bladre tilbage for at finde voldsomhedernes rette plads i historien – eller for at konstatere, at det blot var et amokløb ud ad endnu en tangent. Læseren er tidligt med på, hvem der er bagmand for uhyrlighederne, men savner længe et reelt motiv – og da det endelig præsenteres, er det ærlig talt for sølle.

Som politisk thriller holder historien ikke, dertil er den for vanvittig. Der er i et demokratisk, pluralistisk samfund med veloplyste borgere så mange modhager, at planen simpelthen aldrig var kommet mere end et par skridt fra start. Det reducerer det hele til en art social science fiction af naivt tilsnit. Som spændingsroman kører det fortrinligt i korte afsnit, men drukner desværre i overkill og atter overkill. Det er hårdt arbejde at komme de monstrøst mange sider igennem, og det tager ekstra lang tid, fordi man villigt lader sig distrahere af hvad som helst, medens man skulle have læst.

I en kort passage dukker Peter deBoers op, hovedpersonen i Adler-Olsens foregående (lige så overpolstrede) roman ”Firmaknuseren”. Han har blot til opgave at bemærke, at USA er lukket og nøglen er i færd med at blive smidt væk, tror jeg. Meget har jeg oplevet i mit liv, men ikke noget, der minder om det her. – Tænk at man skulle ende med at være enig med den galning. For heller ikke undertegnede har set noget lignende. Og håber bestemt ikke at se det igen!