Michael Esper Andersen: Deres egen medicin. Hovedland 2008. 272 sider, 248 kr.

Danmark er med i koalitionen i Irak og dermed medansvarlig for drab på civile muslimer. Nu skal Vesten smage sin egen medicin. ”Medicinen” skal være samtidige drab på statsminister Erik Wulff Andersen, hans kone og hans to voksne børn, der studerer i henholdsvis San Francisco og München. Planerne lægges i Bagdad og godkendes derefter på højeste al Qaeda niveau. De fornødne midler skaffes til veje, og til at udføre terroraktionerne hverves en håndfuld professionelle dræbere fra den hedengangne sovjetiske efterretningstjeneste.

Esper Andersens roman skildrer det år, der går fra de første overvejelser i 2005 til iværksættelsen i efteråret 2006, tættest muligt på femårsdagen for tvillingetårnenes fald i New York. Skiftevis følger kameraet statsministeren, hans kones hverdag som souschef i en børnehave, datterens oplevelser i München, sønnens i San Francisco. Og de grundige forberedelser hos russerne samt overvejelserne hos islamisternes chefstrateg, den 33-årige ingeniør Mohammed Faisal al-Hejazi.

Sideløbende fortælles en anden historie, der handler om en dansk forretningsmand, som forlader sin alt for dominerende hustru for at skabe sig en ny tilværelse i München. Det er en sidehandling, der kun lige akkurat tangerer hovedfortællingen, og den er dermed lidt afsporende for spændingen. Mere relevant er det selvbestaltede vagtkorps på to personer, der på frivillig basis er begyndt at ”patruljere” i München for at beskytte borgerne, hjælpe uskyldige, der er i klemme, og opretholde den almindelige orden. De kommer til at spille en vigtig rolle i slutopgøret – og de udfylder rollen på det bedste.

Trods lidt meget fyldstof er det en spændende, mod slutningen meget spændende skrøne. Der redegøres godt for personerne, ligesom planlægningen af attentaterne i al sin kyniske realisme er skræmmende overbevisende. Bagsidetekstens løfte om, at romanen ”tilfører debatten om terror hårdtslående argumenter”, holder derimod ikke – der er ikke afsat ret meget plads til politiske overvejelser, højst datterens redegørelse i en universitetstime for styrker og svagheder i den danske udlændingepolitik og Mohammeds reaktion på den. Det er godt sammenfattet, men ikke nyt.

Alt i alt en lødig spændingsroman, som det er værd at læse.