Trine Andersen: Elinor Marks fulde fem. Gyldendal 2003, 364 sider, 298 kr.

Den 87-årige Elinor Mark er ikke ved sine fulde fem. Det mener sygeplejerskerne på pleje-hjemmet Soldug i al fald, men det har de næppe ret i. Elinor er alderdomssvækket, men hun kan stadigvæk observere, og hun er nået frem til, at adskillige ”vanskelige” medpatienter diskret er lempet ud af denne tilværelse. Mistanken søger hun fortvivlet at videregive, men det har hun kun delvis held med. Og en dag sidst i august 2002 er hun så ”bortgået” fra den velindhegnede institution (eller måske tvunget eller lokket derfra). Politiet kaldes ind, en eftersøgning begynder.

Romanen rummer to historier. Ca en tredjedel er Elinors bevidsthedsstrøm i de sidste to døgn af hendes liv. Flaksende minder, som koncentrerer sig om datteren Alice, der begik selvmord som 17-årig, og tætte erindringer fra nutiden, hvor rivalinden fra fortiden også flytter ind på Soldug (eller gør hun? Der er i al fald ingen oplysninger om hende i hjemmets omhyggeligt førte journaler). To tredjedele af bogen beskriver politiets eftersøgning og spirende mistanker – og den unge rengøringsvikar Bellas spæde forsøg som amatørdetektiv. Det var Bella, som Elinor en nat betroede sig til. De har slået hende ihjel, sagde Elinor, og Bella kan ikke gennemskue, om det var senilt vås eller rystende virkelighed.

Det sidste spørgsmål er det op til læseren at afgøre, og der er spor i begge retninger. Trine Andersen byder på tilløb til efterforskning, men har ingen opklaring i ærmet. Det skal måske netop være det fine ved det, men det er ikke tilfredsstillende for krimilæseren.

Romanen er skrevet smukt. Den er engageret i et hårdt kvindeliv, der dog var værd at leve, men den er ikke synderlig interesseret i politifolkene eller den nysgerrige unge kvinde. Der er ikke megen spænding, og der er adskillige irritationsmomenter, rækkende fra de krukkede efternavne på personerne (Memoriam, Bringe, Huld, Ingelsø, Beliak etc.) til sidehandlinger, der ikke kommer sagen ved og som dermed hæmmer det drive, der skulle have båret læseren gennem historien.

Trine Andersen opnåede en stribe positive anmeldelser – og da salget svigtede, blev hun endog genanmeldt og varmt anbefalet af Ekstrabladets kulturredaktør. Det må tilskrives sproget, de mange kreative antydninger og portrættet af Elinor. Det er alt sammen godt nok, men de velmenende anmeldere skulle ikke have lokket med spænding og uhygge. Det er ren vildledning, når en enkelt ville se romanen som en indledning til subgenren ”rollatorkrimi”. Dels er der ingen sporsøgning i Elinors konfuse tanker, dels har Agatha Christie allerede brugt den idé. Det skete, da Jane Marple rykkede ud, medens Elinor kun akkurat havde nået skelsår og alder. Og se, det var krimi!