Bent Andreasen: Plutoniummanden. Mellemgaard 2006. 278 sider, 190 kr.

Skuepladsen er Søby, en østjysk købstad inderst i en fjord. Her udspiller sig i 1996 et indviklet drama, der munder ud i efterhånden fem drab. Politiet er længe mystificeret, men et energisk lokalt hold med den unge kriminalassistent Lise Hjort i spidsen får efterhånden styr på sporene, godt bistået af et par medarbejdere fra rejseholdet. Plottet er stort tænkt, det spænder fra en barsk begivenhed under besættelsen til illegal handel med beriget uran fra et af overskudslagrene i det sønderfaldne Sovjetunionen.

Det lyder drabeligt, men der er styr på enkelthederne. Gode spor (endda et sidste budskab fra det første drabsoffer), originale drejninger, troværdige miljøer og tilfredsstillende psykologi – det sidste rummer også forklaringen på, at Lise Hjort og hendes kolleger først sent tør indse, hvad det egentlig er, som sporene fortæller dem. Det bliver lidt for dramatisk mod slutningen, hvor politimesteren udsættes for utilbørligt pres ovenfra, medens skurken i først omgang undslipper. Men hævnens time er nær, og den kommer der god og brutal hjælp til.

Det er fortalt levende, historien er spændende – og så skal man ikke brokke sig over et par sproglige svipsere (formentlig resultatet af halvt gennemførte rettelser på pc.en). I stedet skal udtrykkes glæden over en underholdende politiroman, der – i al fald de første tre fjerdedele ad vejen – tør holde sig til sit emne, fortælle om redeligt politislid og intelligent kombination af de få data, der stampes frem. Her er ingen store budskaber, ”bare” gedigen krimi. Det er desværre blevet en mangelvare, så ”Plutoniummanden” bør ikke overses.

Vel værd at læse. Man møder gerne Lise Hjort & Co igen.