KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

(Antologi) Mandsmod og andre noveller. DarkLights 2008. 167 sider, 249 kr.

Forlaget DarkLights har afholdt en novellekonkurrence. Antologien indeholder 12 af de indsendte bidrag, og bagsideteksten lover, at de spænder vidt trods fælles genre og tema – den psykologiske thriller om Livet før døden.

Der er tale om meget forskellige noveller. Nogle er nærmest socialrealistiske snapshots, jalousidramaer eller historier om ulykkelig kærlighed. Et vist thrillerelement findes i de fleste, måske skarpest i Pia Valentin Lorentzens ”Værtinden” om et makabert kaffeselskab hos en enlig, frustreret kvinde, hvor slutpointen er både chokerende og overbevisende. Gode krimitakter toner frem hos Ole Nybo Petersen, der i ”Twilight” fortæller om en mand, der vil engagere en lejemorder til at dræbe sin velhavende hustru, som ikke vil slippe ham. Også her går pointen rent ind.

Vindernovellen er Helene Mary Munthesens ”Mandsmod”, hvor en kvinde beretter om en uhyrlig opvækst hos en fordrukken og brutal far. Alt selvværd er banket ud af hende – og det er ret ækelt at følge, ikke mindst fordi forfatteren bemestrer at sige en hel del mellem linjerne. Måske er der så en lille lysning til allersidst.

Alt i alt er det korte, men flere gange lovende penneprøver, og det er nye navne bortset fra Morten Nis Klenø, der tidligere har udgivet novellesamlingen ”Rustvogn”. Her varierer han i ”Fuldmåne” sit gotiske tema om mennesker og katte – og om, hvordan de første måske kan blive de sidste. Uhyggeligt, men ikke helt fængende nok.