Sara Blædel: Kald mig prinsesse. Lindhardt & Ringhof 2005. 313 sider, 249 kr.

Sara Blædel fortæller for anden gang om en sag, der kræver en del af den ferme kriminalassistent Louise Rick. Det begynder med en modbydelig voldtægt, men udvikler sig hastigt, da gerningsmandens næste offer omkommer – drab eller i al fald en sag om det, juristerne kalder ”vold med døden til følge”. Louise afdækker opfindsomt nogle spor, og hun får gennem afhøringen af tidligere voldtægtsofre en knugende indsigt i konsekvenserne af netop den forbrydelse. Hendes engagement driver hende nok til sidst over grænsen for, hvad en skolet opdager ville rode sig ud i, men det giver på den anden side pote, så den skyldige kan afsløres.

Temaet er netdating – menneskers brug af de hjemmesider på internettet, hvor den ensomme kan etablere en uforpligtende kontakt, og måske også kan finde en kæreste. Eller – som i de foreliggende sager – en farlig forbryder. Teknikken sikrer anonymitet, og sporene lader sig slette – men kan måske af en kyndig bruger hentes frem igen.

”Kald mig prinsesse” er på alle måder en nutidig roman. Internettet, computeruniversets tvetydige virkelighed, de stadig flere overvågningskameraer og de beviser, som kan sikres gennem dna-analyser. Alt sammen stof, der var ukendt for få år siden, men nu er centrale, både i virkelighedens politiarbejde og i krimiernes skrøner. Det bruges dygtigt af Sara Blædel. Man kunne tro, at al den teknik ville tage livet af den spænding, som er en god krimis adelsmærke, men det sker ikke her.

I Sara Blædels debutroman – ”Grønt støv” fra 2004 – handlede historien både om opklaringen af nogle mord og om Louise Ricks turbulente venskab med journalisten Camilla Lind. Camilla er med igen, men nu ikke i en hovedrolle. Louise er stjernen – også i forhold til de kolleger, hun arbejder sammen med. De tager deres del af slæbet, men kameraet følger Louise. For krimiens del er det et plus, at venindesnakken er tonet ned. Den primære historie står dermed tydeligere.

Det hele er fortalt med den fornøjelige energi, der også bar debutromanen oppe. Emnet er dystert, det skjules ikke – forfatterens vrede skinner igennem, både fordi det i sig selv er uhyrligt at love kærlighed, men levere vold og dominans, og fordi overgrebet varigt berøver ofret selvtillid og livsmod. Modstykket er de muligheder for hjælp, som Louise kan formidle. Og den rollemodel, hun repræsenterer – en kvinde, der nok kan såres og nok har sine problemer, men ikke ser sig selv som et offer, og ikke ret længe tillader omverdenen at reducere hende til det.

En smuk roman, tilfredsstillende som krimi og sober som tidsbillede.

Anbefales.