Bo-T (Bo Torstensen): Car Crash. Attika 2005. 320 sider. 198 kr.

Sidst i 1950’erne begyndte det boom, som skulle forvandle Danmark. Efterkrigsårene havde været præget af rationeringer, der kun langsomt var afviklet. Lønningerne var beherskede, ambitionerne længe tilsvarende små. Nu begyndte det at gå hurtigt. Bilismen kom i gang for alvor, fjernsynet blev hvermands eje, transistorradioen dukkede op, og flere nye teknikker var lige om hjørnet. Staten byggede forsøgsreaktoren på Risø – alle skulle til at lære om isotoper og bestråling, det sidste måske som en revolutionerende ny mulighed for at konservere de fødevarer, der stadig var en hjørnesten i dansk eksport og dermed i den samlede økonomi.

Det er alt sammen ingredienser i Bo Torstensens roman. Hovedpersonen er en kvik og stræbsom handelsrejsende. Jørgensen har hele tiden øjne og ører åbne for nye muligheder. Han er en kærlig familiefar, men han presses af hustruens småborgerlige ambitioner og af konkurrencen med en ulidelig spradebasse af en svoger, der har haft held til hurtigere at tjene en hel del mere. Lidt tilfældigt lægger Jørgensen mærke til nogle ting, der ikke går rigtigt til. En række alvorlige bilulykker, der synes at danne et skræmmende mønster, selv om de officielt vurderes som eksempler på risikoen, når urutinerede chauffører presser forældet og nedslidt materiel. Nogle sære begivenheder, der har en mystisk forbindelse til Risø. Nogle partier lidt for gammelt kød eller let fordærvede fisk, der skulle være destrueret eller anvendt til kreaturfoder, men som tilsyneladende læsses på ramponerede lastbiler med kurs mod de endnu sultende markeder i sydeuropa. Jørgensen beslutter at finde ud af det, og det er ikke ufarligt. Han udsættes for flere drabsforsøg og også familien kommer i skudlinjen.

Plottet er prima udtænkt, afsløringen af det elegant lagt frem, om end det et par gange er mindre troværdigt, både at Jørgensen ville rode sig ud i en situation, og at han derpå ville slippe blot nogenlunde helskindet fra den. Tidsbilledet er overbevisende, spændingen er i lange passager høj, usædvanligt høj for en dansk thriller. Slutningen går nok over grænsen til overkill, men det tilgiver man, når Jørgensens afsluttende pointe præsenteres.

Det gennemgående er fascinationen af bilerne, især de biler, der kører galt. Der er i de indledende kapitler et par udpenslede beskrivelser af voldsomme ulykker, hvor alt kommer med: Blod, hjernemasse, knuste knogler og afrevne lemmer. Det er skrevet i slowmotion, så læseren belastes langt hinsides det morbide. Makabert og modbydeligt – men ulykkerne (eller hvad det nu er) har tæt forbindelse til det plot, der afdækkes.

En god og velfortalt historie, skræmmende, spændende og stedvis ekstremt ubehagelig.

P.S.: Læsningen giver anledning til en refleksion. Det hævdes tit, at den nødvendige forudsætning for en god ”historisk” roman (eller ”perioderoman”) er omhyggelig research fra forfatterens side. Det er måske ikke sandt. Torstensen formår som sagt at overbevise om det tidsbillede, han flot maler op. Det holder bare ikke, hvis man går detaljerne nærmere efter. Jørgensen læser – før han med børnene skal på en lang sommerferie – om Jens Otto Krags bryllup med Helle Virkner. Det var den 31. juli 1959, så der kan ikke nås ret megen ferie, før ungerne skal i skole igen. I samme eftersommer læser han om fundet af den dræbte danske FN-diplomat i New York – det var den 26. november 1959, og en så langstrakt indian summer var der ikke tale om. Så går han i biografen med konen – de ser den charmerende ”Forelsket i København”, som imidlertid først havde premiere i november 1960. Alt det er naturligvis ligegyldigt for en nutidig læser. Der er tale om vitterlige ”fejl”, men de forstyrrer ikke. Det afgørende er, at læseren – der i en spændingsroman ildnes til at læse hurtigt – tror på det, der fortælles. Det beror på forfatterens evner. Og de evner har Bo Torstensen.