Peter Boe: Martyr. Hovedland 2006. 254 sider, 248 kr.

Det handler om en terroraktion. Et fuldlastet passagerfly skal smadres ind i kuplen på Peterskirken i Rom. Manden bag ideen er for så vidt ikke terrorist. For ham er det et kunstværk, et stykke ”event art”. Eksplosionen og de mange brande, den vil tænde, skal skabe et overdådigt tableau, hvor kristenhedens berømteste kirkebygning og Vatikanpaladset med dets uvurderlige kunstskatte tilintetgøres. Kernen i rædslens anatomi er ikke at tælle døde, men at skabe billeder.

Ideen gribes med begejstring af de egentlige terrorister, der lægger deres planer i en skummel klippehule i Kashmir. Fjenderne skal tvinges til at æde deres sårbarhed uden salt. Flyet skal kapres i Nordeuropa, og aktionen skal gennemføres med skyldig hensyntagen til pressens behov. Verdensoffentligheden skal – med CNN’s redebonne bistand – i mange timer følge flyets uhyggelige rejse sydpå uden at kende dets mål, før det er for sent. Vesten skal erfare sin manglende kontrol, og budskabet skal trænge ind i bevidstheden hos så mange mennesker som muligt. Hensigten er at sprænge sig vej ned til den kilde, hvoraf alle mareridt flyder.

Mere end halvdelen af Peter Boes debutroman er helliget præsentationen af aktørerne. De fire terrorister er ikke religiøse fanatikere, men mennesker, der har fået deres liv spoleret – en dødelig cancer, en infam skilsmisse eller en rystende sandhed om det fædrene ophav. Den danske hovedperson David Aabye er en lidt kikset freelance journalist, som blot tilfældigt har løst billet til Bruxelles, hvor han skal tage et interview. Spørgsmålet er så, om han er David nok til at standse terrorens Goliat.

Opgøret, der strækker sig over romanens sidste halvtreds sider, er spænding på det høje plan. Den løbende diskussion om terrorismens inderste væsen er begavet analyse, som man kan forvente det af en kyndig idehistoriker. Eneste indvending skal være, at der bruges urimeligt mange sider på Davids private historie, som ikke er synderlig interessant. Men det er en biting.

Det hele er skrevet med et sprogligt overskud og en elegance, som er nærmest overvældende, ikke mindst når det drejer sig om en debuterende forfatter. At han så – uden at støde læseren – formår at fortælle sin sinistre historie med vid og humor er et plus mere. Djævelsk dygtigt!

Anbefales.