Ole Bornemann: Mord uden motiv. Samleren 2005. 270 sider, 249 kr.

… Men pariserne virkede melankolske. Demoraliserede efter næsten et års højrestyre under præsident Chiracs forvirrede ledelse. Priserne steg. Lønningerne fulgte ikke med. Strejker truede turistsæsonen. Unge rev konsumsamfundets reklameplakater i stykker. Biler overalt i storbyerne blev sat i brand. Igen de unge. Uopklarede mord hobede sig op. Domstolssager mod korrupte politikere og finansfyrster blev trukket i langdrag, så forældelsesreglen kunne gøre rent bord. Medmindre visse politikere var interesseret i at vælte andre politikere ned fra piedestalen. Den franske replik, vittig og hurtig, var blevet til en lakonisk skuldertrækning.

Citatet rummer sådan set hele romanen. Titlens mord uden motiv har ramt tre tidligere generaldirektører, der kørte hver sin koncern i sænk (til benefice for fordækte bagmænd) og så trak sig tilbage med generøse gyldne håndtryk. Myndighederne fatter sært nok ikke, at sligt svineri i sig selv kan udfordre idealistiske hævnere. Sådan er det franske samfund, som Bornemann beskriver, helt igennem. Hans enklave af hæderlige politifolk og en enkelt anstændig undersøgelsesdommer har ikke store chancer, medmindre de spiller uden for reglerne – hvad de så gør. Kommissær Tom Borg, der kom galt af sted i Bornemanns opus to, er rehabiliteret, så han kan lede arbejdet. Opgaven er opklaringen af de tre mord, hvor detektivernes sympati nok er på de ukendte gerningsmænds side (dødsdom er afskaffet i Frankrig, men ikke henrettelser). Samtidig vil den tapre flok særdeles gerne have skovlen under en stadig levende, totalt amoralsk kapitalist med fortrinlige forbindelser i det politiske. Nogen reel efterforskning er der ikke tale om og måske heller ikke brug for. Det hele er kynisk åbenbart. Spørgsmålet er kun, hvordan folkene i Borgs lille gruppe får knaldet ham, og om de overlever, da han bliver klar over deres hensigt.

Som krimi er det ikke meget bevendt, og som action-thriller slår det ikke hårdt nok. Selv en indlagt, kulørt gidseltagning af et fly fuld af honoratiores afvikles underlig bovlamt. Tilbage er forfatterens indignation. Den har desværre til dels kostet ham de hurtige, vittige replikker, som lyste op i de foregående romaner, men vreden er dog mere end ”en lakonisk skuldertrækning”.