Rolf Boysen: Rodinas brigade. Gyldendal 2006. 342 sider, 275 kr.

Peter Janssen Holst hedder helten. Han er vokset op i Danmark som enebarn hos to travle advokater, der sjældent gav sig tid til ham. Nærmest lettet lagde han som ung mand fædrelandet bag sig, blev amerikansk statsborger og opnåede en pæn karriere i CIA. Som 41-årig leder han tjenestens kontor i Moskva, officielt som sekretær i ambassadens kulturafdeling.

Holst falder lidt tilfældigt over et hjørne af sagen om ”Rodinas brigade”. Læseren véd på forhånd, at det er kodenavnet for en gruppe på er halvt hundrede unge mænd, som for en snes år siden blev omhyggeligt udvalg og skolet, så de kunne sendes som ”sovende agenter” til USA. Generalsekretær Andropov havde indset, at Sovjetunionen var ved at tabe den kolde krig, men han ville i det mindste sikre sig et effektivt gengældelsesvåben, hvis det skulle gå helt galt. De unge mænd havde hver sin troværdige historie at fortælle, da de ”hoppede af”: De blev accepteret og blev hurtigt integreret i det amerikanske samfund. Hemmeligheden om brigaden kendes nu kun af et par folk, der er tæt på dens leder, en forstenet apparatnik i det ny Ruslands kontraspionage. Han har efter Andropovs død forsynet hver af agenterne med miltbrand-bakterier i rundelige portioner, og nu finder han, at tiden er inde. Fædrelandet har tålt ydmygelser nok, senest amerikanernes grove magtarrogance, da sårene efter 11. september 2001 skal læges.

Det er blevet en kulørt knaldroman, der flittigt bruger genrens klassiske sætstykker – også de, der unægtelig er en smule slidte. Hensynsløs vold, forræderi i egne rækker og katastrofal konkurrence mellem myndighederne indbyrdes både i Moskva og i Washington. Det er effektiv ramasjang, i lange afsnit på vej mod det neglebidende.

Holst er en original hovedperson (og navnet er jo forpligtende i en dansk kriminallitteraturhistorisk sammenhæng). Han kan selvfølgelig bruge systemet, også dets mere beskidte muligheder, man han foretrækker forhandlingens vej. Samarbejde med fjenden i gensidig interesse kan skaffe de oplysninger frem, der gør det muligt at afværge katastrofer. Det er ganske raffineret beskrevet, men det er desværre kun et bitema i historien. Også Holst kommer til sidst til at indse, at der er manipuleret med ham, ikke blot af de personer, som han efterhånden gennemskuer, og så er romanen tilbage ved det velkendte.

Boysens forrige roman ”Operation Tiberius” scorede på interessante nye ideer, opfindsomme fremgangsmåder og udspekulerede slyngninger af historien, hver gang læseren troede, at nu var der hold på den. ”Rodinas brigade” savner de tvists, den buldrer bare ud ad den snorlige motorvej.

Spænding, men ikke mere.