Pia Reesen Brønnum: Hænges ej som druknes skal. Mellemgaard 2006. 386 sider, 220 kr.

Romanen beskriver den 40-årige psykolog Jennifer Fontaines liv. Hendes arbejde med de klienter, der søger hendes behandling, og hendes virke for politiet, hvor hun på konsulentbasis leverer profiler af gerningsmænd i uopklarede sager. Den tætte kontakt med hendes 12-årige søn Simon, hvis far for længst er ude af billedet. Og hendes spirende forelskelse i kriminalkommissær Michael Tversted.

Plottet gælder en række sadistiske drab på kvinder. Seriemorderen er tydeligvis sindssyg, og Jennifer forsøger at aflæse de karaktertræk hos ham, der kan udledes af de enkelte forbrydelser. Samlet skal det blive til et mentalt signalement, som måske kan være til hjælp. Desværre følges der ikke ret meget op på den handlingstråd i takt med, at nye mord begås. De spredte og sparsomme oplysninger, som fremkommer, skulle ellers kunne nuancere den først skitserede profil. Læseren må også være enig med Jennifer, når hun bebrejder sig selv, at hun end ikke aner den skinbarlige psykopati bag den velinstruerede facade, som en af romanens personer bærer til skue. Det sætter unægtelig et spørgsmålstegn ved hendes professionelle formåen. – Til gengæld redegøres der interessant for politiets efterforskning.

Det kammer over i thriller, da den ukendte gerningsmand lader forstå, at han har udset Jennifer som sit næste offer. Det skaber passager med høj og enerverende spænding. Den dramatiske slutning, der næppe kommer helt bag på læseren, nærmer sig en psykiatrisk case-story og bliver derfor ikke helt den ildnende finale, der er lagt op til. Sygejournaler har altid noget klinisk over sig.

Et gennemtænkt plot, en redelig politiroman. Gode krimikvaliteter, der dog for ofte må vige for en lidt banal fortælling om en begavet alenemors dagligdag med en søn på vej til teenageårene og om et par voksne menneskers forsigtige etablering af et parforhold. Det er skrevet letflydende, men skæmmet af lejlighedsvis sproglig usikkerhed. De påpegende pronominer ”denne” og ”dette” hamres rundhåndet i synet på læseren, og udtrykkene slår lejlighedsvis klik, f. eks. da Jennifer er ved at give efter for Michael og sænker barrikaderne – det er nok snarere ”paraderne”, hun giver afkald på.  

Værd at læse, men ikke et must.