Søren Bruun: Modellen og døden. Mellemgaard 2009. 220 sider, 198 kr.

Historien bliver fortalt af Bjørn Byriel, der præsenterer sig som Ndr. Frihavnsgades eneste privatopdager. Hans lille virksomhed er for det meste begrænset til klienter, der mistænker ægtefællen for at have gang i noget uartigt, eller arbejdsgivere, der ikke stoler på sygemeldinger fra de ansatte. Denne gang er det imidlertid den lokale pølsemand, der engagerer ham. Hans datter Christina er forsvundet – han er urolig. Det har han grund til, for kort tid efter findes hun myrdet.

Christina var brudt ud af sit småborgerlige miljø. Hun tjente kassen som stripper, pornoskuespiller og måske lejlighedsvis som prostitueret. Hendes ”kunstnernavn” Honey Pussy var efterhånden kendt – og Bjørn får endnu mere at vide om hende, da han engageres også af tv-producenten Steffen, der driver den frække Kanal Hot, hvor Honey i en kommende serie skulle være et af de store navne. Steffen lever af at sælge sex, men han er nøjeregnende med sin kanals rygte. Forbrydelser hører ikke til der.

Romanen er først og fremmest en beretning om Bjørns oplevelser, efterhånden som han trænger ind i den glittertilværelse, som var Christinas. Porno, sladder og sport, hele repertoiret fra Se og Hør. Det er skrevet med munter ironi, for det er for Bjørn en falsk og tom virkelighed. Han er en sund knægt fra Sydhavnen, og han har bestemt ikke lyst til at beskæftige sig med mediebranchen og dens sexfikserede bagmænd, hvor kulisserne veksler imellem depraverede villaer i Vedbæk, nussede bordeller og ulækre filmstudier. Alligevel kommer han farligt tæt på sandheden om drabet, og det medfører et overfald. Men angriberen har dummet sig – for overfaldet giver Bjørn et originalt spor, der begrænser kredsen af mulige skyldige til en fire-fem mænd. Hvis det da kun var mænd, der faldt for Honeys udfordrende charme.

Underholdende læsning. Man kan indvende, at historien ikke fylder ret meget, når den efter endt læsning tænkes igennem. Til gengæld er miljøbeskrivelsen fascinerende, og den sproglige veloplagthed betydelig. Ikke mindst Bjørns selvironi, f. eks. i en dialog med kæresten:

-       Det er bare min fornemmelse; den har taget fejl før.

-       Ikke frygtelig ofte, vel?

Jeg var for beskeden til at svare ærligt, så jeg lod være.

En læseværdig debutroman, der lover godt. Man hører gerne mere om Bjørn Byriel.