Peder Bundgaard: Sorte Hest. Lindhardt & Ringhof 2009. 299 sider, 300 kr.

Stakkels Bjarne bliver dolket i sin genbrugsbutik med de mange slidte indspilninger af Heavy Metal Rock. Det er naturligvis en udfordring for vennen og detektiven B. K. Jensen, der begynder at se sig om i Bjarnes verden – især blandt en række kunstnere, kunstsamlere og kunstkendere, der alle har haft en tilknytning til kollektivet ”Sorte Hest”. Det var hot i 1980’erne (punkernes svar på Skagens-malerne), men interessen for det er for længst afløst af andre modestrømninger.

Krimiintrigen glider hurtigt i baggrunden, selvom adskillige drab og selvmord tumler frem over hinanden. En hel del handler om et maleri med titlen ”Sorte Hest”, som blev skabt af nu afdøde Jeppe Juncker – dengang den centrale figur i gruppen af unge, vilde malere. Billedet er væk, eller rettere: det findes i flere udgaver. Hvilken (om nogen) er den originale? Det kommer der god forvirring ud af, men et reelt plot bliver der ikke tale om – det udvikler sig til tumultariske scener snarere end den burleske, syrede historie, som formentlig var målet. Til gengæld er der morsomme og nærgående portrætter af de mange malere med deres indbyrdes jalousi, som afføder herligt giftige bemærkninger. Et par steder får man fornemmelsen af nøgleroman, men det er i givet fald spildt på denne læser, der er uden føling med miljøet.

Og så tilgiver man i øvrigt forfatteren en del, når han betegner sin bydel som Vesterbronx.