KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Steen Bach Christensen: Efter Fujiyama. Borgen 2008. 199 sider, 250 kr.

Marinebiologen Mikkel drukner, da det miljøskib, som han arbejder på, bliver sejlet i sænk, men han vækkes i yderste øjeblik til live igen. Den uhyggelige oplevelse lukker noget afgørende i hans sind. Han søger ensomhed og fred i sit sommerhus på den jyske vestkyst, hvor han fordyber sig i de japanske træsnit, der er hans eneste tilbageværende lidenskab. Romanen er hans beretning om, hvordan han måske finder en vej tilbage til den menneskelige virkelighed – og til sin elskede Christine.

Meget handler om Mikkels drømme og hallucinationer, hvor han hyppigt udveksler tanker med træsnitmesteren Hokusai (der døde for mere end 150 år siden). Mikkel beslutter at bryde op og rejser til Japan. Oplevelsen bliver overvældende – ikke mindst mødet med Miko, en smuk ung kvinde, der er fotograf i politiets drabsafdeling.

I en af sine drømme finder Mikkel en japanerinde liggende kvalt i et stort kar – et drab, der viser sig at have fundet sted for 200 år siden. Også her drejer det sig om billeder, både de tegninger, som Hokusai lavede af den smukke geisha, og hendes kundes fascination af træsnittene mere end af hende. Og om de fotos, som Miko tog, da pigens knogler dukkede op under udgravningerne til et byggeri.

Roman om en mand i krise og om det altid fascinerende spil mellem billede og virkelighed. Der er som nævnt både et fortidigt mord og en nutidig drabsafdeling, men krimi er der ikke tale om (og det har heller ikke været forfatterens sigte). Mordet opklares ikke, det er pigen selv, der i en drøm fortæller Mikkel, hvad der skete.

En surreel, lidt langstrakt, men ganske fængslende bog.