Ole Clifford: Troldmanden fra Waterloo. Mrs. Robinson 2009. 370 sider, 299 kr.

Titelpersonen er lægen og forskeren Albert Nougan. Han har specialiseret sig i genterapi, der kan redde tidligere uhelbredeligt syge eller dødsdømte menneskefostre. De gravide bliver behandlet gratis – det finansieres af de rundelige honorarer, han opkræver af velhavende barnløse, som ikke blot ønsker en arving, men også har reproduktive præferencer om en designer-baby, der er udstyret med særlige egenskaber. Nougan teknik er så avanceret, at han kan genskabe en Beethoven, en Søren Kierkegaard eller en Einstein. Det kræver blot lidt knogle- eller vævsmasse fra den afdøde, og sligt har man jo kirkegårde til! Det beskrives makabert, hvordan dna’et fremskaffes. Og så går ”behandlingen” i gang. Fostre i udvikling er utroligt modtagelige over for permanent integration af fremmed dna, som derved skaber nyt grundlag for fostrets videre udvikling, forklarer en af Nougans medarbejdere. Det kan så være både korrektion af defekter og den nævnte specielle form for kloning.

Man tygger lidt på den – og er så enig med en person, der undervejs udbryder Det lyder som noget fra en science-fiction thriller. I romanen er Nougans forskning (og de mange patenter, der er taget undervejs) imidlertid gedigne nok, og det interesserer generaldirektøren for det internationale medicinalfirma Globel Chemic Inc, den effektive, rådsnare Buck Fraiser, som Clifford tidligere har præsenteret i ”Sort natskygge” fra 2006. Han køber gerne nogle af patenterne, men vil først sikre sig, at de ikke er resultater af forskning, der har krænket de gældende læge-etiske principper. Til den ende engagerer han på ny detektiven Harry McFarlane, der er tidligere jægersoldat og dermed ”overlever” på det høje niveau. McFarlane allierer sig med it-geniet Mikkel Alversen (som kom på banen i ”Shahens elefant” fra 2008) – og derfra skal læseren så holde styr på både genteknologien, patentreglernes ejendommelige irgange og de talløse muligheder for at finde fortrolig information på internettet, evt. ved sindrige indbrud i lukkede databaser. Det er temmelig uoverskueligt for ikke at sige uoverkommeligt.

Clifford vil alt for meget – og logikken knækker. Mikkel og McFarlane ender med at sige god for Nougan, men læseren har undervejs fået adskillige chok over videnskabelige landvindinger, som bestemt ikke er opnået ved fremgangsmåder, der respekterer Helsingfors-deklarationen om medicinsk forskning. Det er næppe heller fornuftigt at lytte til Nougan, når han affejer alle håbløse etiske råd, der er ude af trit med virkeligheden og modsiger sig selv.

For mange bolde i luften. Som en klog mand nylig bemærkede om tidens modebegreb multitasking: Det betyder blot, at man er i stand til at forkludre flere ting på én gang. – I samme åndedrag skal det dog erkendes, at Clifford har fået et i lange passager spændende eventyr på benene. Så er man til kulørt underholdning, kan man få nogle fornøjelige timer med ”Troldmanden fra Waterloo”.