KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Leif Davidsen: Fjenden i spejlet. Lindhardt & Ringhof 2004. 392 sider, 299 kr.

I ”Den serbiske dansker” fra 1996 fortalte Davidsen om den iskolde terrorist og lejemorder Vuk, der først i sidste øjeblik blev forhindret i et dræbe en fremstående forfatter, som var ramt af en islamisk fatwa. Hans hovedmodstander var Per Toftlund fra politiets efterret-ningstjeneste, der stod for sikkerhedsforanstaltningerne under forfatterens besøg i Danmark. Vuk nåede at dræbe adskillige, bl. a. Toftlunds ven og kollega, og han beskyttede sin flugt ved at kidnappe journalisten Lise Carlsen, der senere blev gift med Toftlund. Sidste spor af Vuk var flugtbilen, der stor parkeret ved Finlands-kajen i Stockholm.

Vuk er i høj grad i live. Han har opbygget en ny identitet og arbejder som guide i en sydcalifornisk ørken, hvor han leder barske overlevelsesture for velhavere, der savner en smule spænding i den nålestribede hverdag. Vuk er lykkeligt gift med to små børn, han har lagt både sin danske og sin serbiske identitet bag sig. Så indtræffer den 11. september 2001, jagten på illegale indvandrere går ind over hele USA, og Vuk er hurtigt afsløret, for fingeraftrykkene kan han ikke løbe fra. De ligger i Interpols arkiv sammen med den danske udleveringsbegæring. Han har imidlertid noget at handle med – måske kan han finde frem til den islamiske bagmand, der kunne blive amerikanernes bevis for en forbindelse mellem al-Queda og Husseins Irak. Den mission sendes han ud på, nu med en tredje identitet, konstrueret professionelt af CIA.

Også i Danmark har 11. september betydet en opstramning af efterretningsvirksomheden. Toftlund er sat til at lede en specialenhed, der skal finde ud af, om der i de islamiske miljøer i Danmark skjuler sig potentielle terrorister. Gruppen har så at sige fat i tovets anden ende, også her er man på sporet af den farlige islamist. Dermed er lagt op til en endelig konfrontation mellem Vuk og Toftlund, for nok er de nu på samme side, men det betyder for Toftlund mindre end hans behov for at fange og straffe den mand, der myrdede så hæmningsløst i Danmark for få år siden. Også selv om de overordnede danske myndigheder er mere interesserede i at hjælpe amerikanerne i den erklærede krig mod en ansigtsløs fjende, drevet af had og fanatisme.

Davidsen får det maksimale ud både af den elementære spænding i historien og af sin fortsatte kortlægning af det mørkelagte grænseland mellem politik og retfærd, mellem idealisme og magt. Der klippes præcist mellem Vuks overlevelseskamp og Toftlunds bestræbelser, og begge præsenteres i fuld skala. Det er interessante personer, fængslende miljøer og gode overvejelser. Læseren kommer i vildrede med denne Vuk. Han er forfører, morder og terrorist. Men han er også et offer for en ond tid, og han havde måske fortjent en bedre skæbne. – Læs selv!

Velskrevet, totalt fascinerende roman, der kalder på læsning i højt tempo.

Anbefales.