Leif Davidsen: Min broders vogter. Lindhardt & Ringhof 2010. 464 sider, 300 kr.

Davidsen begynder sin vane tro med en hovedperson. Denne gang hedder han Magnus Meyer. Han er en handlekraftig men også kynisk mand, der allerede i 25-års alderen har begået sit første drab, en slags ”forebyggende selvforsvar”. Det skete midt i 1930’erne i Amerika, hvor han var bodyguard for en gangster. Et par år efter er han tilbage i Danmark, men kun for en kort stund. Så sendes han – forklædt som journalist – til Spanien, hvor hans lillebror, den idealistiske digter Mads, har meldt sig til den internationale brigade. Den spanske borgerkrig raser med al den brutalitet og afstumpethed, der følger af, at fjenden ikke kommer udefra, men er brødre og søstre. Familien ønsker, at han skal bringe Mads hjem, men Mads afviser den fremstrakte hånd – han vil ikke desertere, og han har vist sig at være en fremragende guerillasoldat.

Spørgsmålet er blot, om der overhovedet er plads til idealisme, efterhånden som folkefronten domineres stadig mere af den kommunistiske fløj – ledet fra det fjerne af partitoppen i Kreml. Derovre er man i virkeligheden ligeglade med, hvad der sker i Spanien, man kerer sig ikke om de forvildede idealister i brigaden, men man er engageret i at høste alt det udbytte, der overhovedet kan opnås. Det gælder ikke mindst den demokratiske spanske regerings guldbeholdning, som kun for en dels vedkommende er bragt i sikkerhed i Moskva – hvad så ”sikkerhed” betyder i den sammenhæng. Resten af guldet er stadig i Spanien, men hvor er det?

Sådanne grumsede motiver ligger langt fra Mads’ verdensbillede, og de er også fremmede for den smukke russiske fotograf Irina, som Magnus hovedkulds forelsker sig i. Hun tror på den kommunistiske utopi, på det revolutionære Sovjet. Hun et overbevist om retfærdigheden i de skueprocesser, som samtidig gennemføres i Moskva mod tidligere fremtrædende ledere. Det gælder også, da hendes far kommer under anklage – det må være en misforståelse, hun skal bare tilbage og forklare Stalin sagernes rette sammenhæng, så vil han sørge for, at alting kommer på plads.

Magnus følger hende, og han bliver efterhånden klar over den diabolske kynisme, der gennemsyrer den sovjetiske politik. Våbenfæller ofres uden skrupler, hvis det tjener Stalins formål, eller hvis en partikommissær derved får mulighed for at tilrane sig en økonomisk reserve, som kan betrygge ham, når han selv kommer i klemme.

Magnus er overleveren – og den, der med handlekraft og mod kan sikre både sig selv og den del af guldet, han får rådighed over. Idealisterne kan han derimod ikke redde. De går til, og for Magnus er der kun hævnen tilbage, da han gennemskuer hvor infamt intrigerne er gennemført, hvor hensynsløst hans venner blev ladt i stikken eller direkte angivet, da det var belejligt. Hævnen bliver taget, men nogen glæde er der ikke ved den. Udadtil vinder Magnus, men han har mistet dem, han holdt af, og det kan ingen succes opveje.

”Min brors vogter” er en pessimistisk bog. Plottet er gennemtænkt og fremlagt, så læseren chokeres igen og igen. Personerne står skarpt, man føler med dem, håber med dem, og oplever det som personlige tab, når den ene efter den anden bukker under. Det var en turbulent tid i Europas historie, nogle barske år der satte skub i den udvikling, som snart skulle kulminere i anden verdenskrigs vanvid. Alt samlet i en klassisk tragedie, omplantet til det 20. århundrede. Og det er en klog, gennemtænkt fortælling, som fængsler sin læser totalt. Simpelthen stor og væsentlig romankunst, Davidsens hidtil bedste.

Der er blot én ting at sige: Anbefales.