KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Henrik Desmond: Hævntogt. Desmond Entertainment 2009. 307 sider, 99 kr.

Henrik Desmond begyndte sin serie om Plan B – statsministerens og en række toperhvervsfolks særlige indsatsgruppe – med et løfte om ”højt tempo, lavt lir og gedigne overraskelser”. Det nye bind i serien lever til dels op til programerklæringen – tempoet er forrygende, overraskelserne mange, det med det lave lir kniber det med. Historien deler sig i to. Gruppens snedigste medlem, den unge Morten Hvid, vil hævne sig på en spritbilist, der kørte hans gravide ekskæreste ihjel. Og statsministeren vil have gruppen til at se på mulig korruption i regeringsapparatet.

Mortens særlige analytiske evner bliver der ikke megen brug for – han nøjes med begavet søgning på internettet, bistået af sin nørd-ven, der kan hacke sig ind i hemmelige bankoplysninger og dermed skaffe nyttige oplysninger – så mange, at statsministeren får grund til at fortryde, at han satte plan B i gang. Det, der begyndte, da en stakkels rengøringsassistent blev fundet dræbt i et ministerielt kontor, udvikler sig faretruende. Og afsløringerne af gedulgte pengeoverførsler fra diskrete internationale fonde til navngivne enkeltpersoner tegner et lidet flatterende billede af toppen i statsadministrationen.

Plan B yder sit, kriminalpolitiet deres. Og læseren formelig druknes i action medens skuddene brager på Øresundsbroen, morderiske russiske agenter jagter folkene fra plan B, og Morten slår flere fluer med ét brutalt smæk.

Læseren rives i starten med, men engagementet tæres bort, efterhånden som historien (historierne) fjerner sig længere og længere fra virkeligheden. Det ærgrer lidt, at plan B denne gang stort set kun handler om Morten, medens gruppens øvrige medlemmer reduceres til statister. Til gengæld står politisiden af romanen pænt afrundet.

Højlyudt bulder, få kalorier.