Christian Dorph og Simon Pasternak: Afgrundens rand. Gyldendal 2007. 409 sider, 275 kr.

For anden gang præsenterer forfatterparret sine to politidetektiver: Ole Larsen, der er avanceret til vicekriminalkommissær, og Erik Rohde, der er degraderet til en underordnet stilling i paspolitiet. Ny på holdet er kriminalassistent Anita Jensen. De tre skal opklare et brutalt mord i en bøssesauna. En mand fra erhvervslivets top ligger formelig slagtet i ”det hemmelige rum”. Tiden er det sene efterår 1979, det er koldt ude og inde, og finansministeren kan tydeligt se den afgrund, som landet styrer imod.

De tre politifolk har hver sit helvede i privatlivet. Ole Larsens kone er døende på Rigshospitalets kræftafdeling, men skønt de har haft et godt ægteskab, er hans tanker mere optaget af Bodil, som han traf i en tidligere sag, hvor han måtte anholde hende for drab. Erik Rohde er brudt ud af sit ægteskab og har omsider erkendt sin homoseksualitet – kun for at møde en endnu tristere virkelighed. Og Anita kæmper desperat for at holde sig og sønnen fri af den voldelige ægtemand, som hun er ved at blive skilt fra.

Det er Ole Larsen, der finder den myrdede i saunaen. Han kommer derhen, fordi han leder efter vennen Rohde, som i en bedøvende druktur er på vej mod sin private afgrund. Rode ligger bevidstløs i ”rummet”, tilsyneladende slået ned af den tredje mand, der så åbenbart har været på scenen. Saunaens fjerde og sidste person er en nøgen dreng, som er fastklemt under den dræbte. Der bliver noget at gøre for Larsen og Anita, og det kræver snilde at holde Rohde ude af miseren.

Drengen viser sig at være offer for beskidt trafficking, hvor knægte fra Tyrkiet sælges til misbrug i det danske bøssemiljøs skumle ende. Så træder den tyrkiske ambassade til. Politifolkene får lov til at afhøre ham, men må konstatere, at han forventeligt nok intet har set eller forstået. Hans videre skæbne må de overlade til den ikke alt for tillidvækkende forsvarsattaché. Eller hvad han nu er.

Den dræbte entreprenør havde nære forbindelser med en række celebre folk. De fandt som unge sammen i fascination af det nazistiske verdensbillede – og måske i homoerotiske forhold. Det kom der drømme og digte ud af – og skæbnesvanger katastrofe for den fra kredsen, der meldte sig til et af de tyske regimenter på østfronten. Nu er fortiden fortrængt, det forlag, som de stiftede dengang, har opnået anseelse for sin udgivelse af smal og prestigegivende lyrik, og kredsens stærke mand har forladt poesien og er landet som frygtet departementschef i forsvarsministeriet. Opklaringen kræver, at politifolkene trænger ind i, hvad de mænd havde gang i for mere end 35 år siden. Sådanne afsløringer vil departementschefen imidlertid vide at forhindre, og han har en del tråde at trække i, ikke mindst i kraft af sin overordnede stilling i forhold til forsvarets efterretningstjeneste. – Den grumsede litterære fejde i 2004 omkring Ole Wivels mulige vildfarelser som tyveårig har tydeligvis inspireret til den historie, men der er ikke tale om en nøgleroman. Dog finder Dorph & Pasternak plads til et litterært drab af hidtil uset brutalitet, da de lader en jordbunden kriminalassistent studere hereticanernes traurige lyrik. Sjældent har man grinet så godt og så ondt.

***

Med alle de sidetemaer er både romanen, detektiverne, læseren og anmelderen unægtelig kommet langt væk fra drabet i den lumre sauna. Det reagerer forfatterne på ved at skifte genre og sende Rohde ud i et kulørt eventyr bag jerntæppet. En blodig agentthriller – eller er det måske en parodi på samme?

Man må med forbløffelse anerkende, at det er lykkedes at holde sammen på de beskrevne ingredienser og til sidst at få dem til at danne en enhed. Sløjfen bliver bittert bundet i epilogen, hvor de tre politifolk sammen betragter liget af det sidste af romanens mange drabsofre. Plottet holder, og spændingen får unægtelig sit (om end den i thrillerafsnittet genereres af tricks, der er set for mange gange før). Når dertil lægges forfatternes sproglige vitalitet og evne til at levendegøre det prægnante tidsbillede, er det en roman, det er værd at tage fat på.

Så får man tage med, at den efterlader sin læser temmelig tummelumsk. Og mere overkørt end overvældet.