Christian Dorph: Hylster. Gyldendal 2003. 253 sider, 268 kr.

Dorph, der er velanskrevet som lyriker, overraskede i 1999 med romanen ”Øjet og øret”, der lagde ud som krimi med politiadvokaten Frank Harder i hovedrollen (og i et sent afsnit, der kunne være blot et mareridt, sågar som massemorder!) Romanen handlede imidlertid mest om zenbuddhismens krav: Den troende skal høre en lyd, der ikke er der, og se et ansigt, som ej heller findes – deraf titlen. Det var prætentiøst, lærd og velskrevet, men ikke synderlig spændende for krimilæsere. I så henseende var det dog morsomt, at vidnerne til åbnings-scenens drab var en blind mand og en kvinde med amnesi. Den var ikke set før.

Dorph vender tilbage til Harder i ”Hylster”, der – modsat forgængeren – på omslag og titelblad udtrykkeligt angives som ”kriminalroman”. Harder er nu (uden nærmere forklaring) privatdetektiv i København. Han engageres af en velhavende 86-årig læge, som er udsat for chikane og hærværk. Lægen har en fornem forskningsmæssig baggrund inden for karkirurgi og transplantationer, og han har i offentligheden markeret sig smukt som forgrundsfigur i mosaisk trossamfund. Nu er han pensionist, og han vil have fred. Som tidligere kz-fange skulle han have krav på det, men politiet mener sært nok ikke at kunne stille noget op mod en bande anden generations indvandrerdrenge (mellemøstlig baggrund), der smører antisemitisk graffiti på lægens villa.

Harder finder bøllernes bagmand, men interesserer sig i øvrigt kun meget lidt for den sag, han dog har påtaget sig. Til gengæld graver han nævenyttigt i lægens forhistorie og familieliv, der viser sig at rumme sinistre hemmeligheder. Med ét er vi tilbage til tvetydighederne i anden verdenskrigs besatte Danmark, for hvad foretog lægen sig egentlig i den koncentrationslejr? Det er et åbenbart uudtømmeligt emne for en generation, der er født en snes år senere og derfor kan tillade sig klare og kompromisløse holdninger.

Efterforskning i gængs forstand er der meget lidt af, det er mest kun ørkesløs skygning af drengebanden. Bagmanden er en monstrøs indvandrer fra Rusland, motivet er hævn – men fuldbyrdes den? Er den gemt i den lidet gennemskuelige greulhistorie, der afslutter romanen?

Dorph leverer flotte skildringer af København, og han ødsler rundhåndet med kloge betragtninger. Det må være forklaringen på den begejstrede hyldest, som romanen udløste hos de fleste anmeldere. For undertegnede var det vinduespynt, der ikke formåede at dække over vareknapheden på lageret. Der er fem eller seks voldsomme dødsfald, men kun ét (eller måske to) mord (som ikke opklares) og et udspekuleret drabsforsøg på Harder, der spærres inde i en dybfryser!

En privatdetektiv og en stribe barske dødsfald gør ingen krimi. Der mangler det sindrige plot og den overraskende opklaring af det.