Peter Dreyer: Inkaens fjerde mulighed. Hovedland 2006. 351 sider, 259 kr.

En ung dansk geofysiker får en hel del flere oplevelser, end han havde regnet med, da han rejser til Chile for at tilbringe nogle ferieuger med sin barndomskæreste Alessandra, kaldet Alex. Hun har booket parret ind hos en gruppe amerikanske videnskabsmænd, der skal forske i spor efter landets oprindelige beboere. Ekspeditionen er samlet ved inkaernes hellige bjerg, vulkanen Licancabur i Atacamaørkenen på grænsen til Bolivia. Forskerne skal arbejde på bjergets top i isnende kulde. Permafrosten har bevaret mumierne af de mennesker, som for længe siden blev begravet rituelt deroppe, men klimaet er barskt og luften er tynd. Iltmanglen er til gengæld befordrende for drømmesyner og mareridt, der løber løbsk.

Den navnløse dansker fortæller selv historien med undtagelse af et par kapitler om begivenheder i fortiden, der måske har betydning for det, som flere af ekspeditionsdeltagerne hemmeligt søger. Han får et chok allerede ved ankomsten. Alex er indlagt efter en ulykke, og politiet er tilkaldt, dels fordi et af ekspeditionens medlemmer er omkommet under mistænkelige omstændigheder, dels fordi Alex viser sig at være bedøvet af en kraftig dosis narkotika. Alex kan hurtigt udskrives, og så går handlingen i gang. De to bliver klar over, at målet ikke blot er arkæologisk. Mystiske begivenheder indtræffer – eller måske er det blot fantasier og blændværk.  Inkaernes myter indeholdt visioner om en alternativ virkelighed ved siden af den, vi kan erkende med vore normale sanser i en verden, der opleves i tre dimensioner. Drejer et par af forskernes iver sig i virkeligheden om at finde det, som for de gamle var en port til en fjerde dimension? Eller søger de spor, der kan vise, at inkacivilisationen – modsat det ellers antagne – havde et skriftsprog? Er der på den måde efterladt vidnesbyrd om glemt erkendelse og indsigt og måske om kontakt med folk fra andre galakser?

Romanen udvikler sig til en blanding af realistisk kriminaldrama, hvor endnu et mord støder til, og på den anden side vildtvoksende fantasier, hvor alt er muligt. Det er en farverig cocktail, som dog kræver, at læseren skipper sund skepsis og accepterer, for eksempel at en måneformørkelse har betydning for en arkæologisk udgravning.

Undertegnede havde svært ved det – og selv den navnløse hovedperson må indse, at han er på vej derhen, hvor historien begynder at sætte spørgsmålstegn ved fortælleren. Dertil kommer det for en krimidogmatiker utilfredsstillende, at flere sære forhold opregnes, men aldrig bringes på plads i historien. Læst blot som krimi falder romanen igennem. Læst som vidtløftig magi er den til gengæld ikke så lidt af en oplevelse.