Peter Dürrfeld: Krible Krable. Husets Forlag 2007. 220 sider, 199 kr.

En medicinalvirksomhed i Århus er langt fremme med udviklingen af et ”sandhedsserum”, som vel at mærke kan anvendes uden de hidtidige stoffers farlige bivirkninger. Den, der indtager det nye middel, får bare en ubetvingelig trang til at fortælle hele sandheden her og nu. Arbejdet udføres i det forseglede laboratorium ”Krible Krable”, som kun et par forskere og laboratorieassistenter har adgang til. En af forskerne kidnappes – skumle kræfter har åbenbart kig på det værdifulde præparat, som er på vej. Den unge og smukke biokemiker Louise aner uråd. Hun bemægtiger sig den eneste prøve, de har på produktet, og søger hjælp hos sin tidligere kæreste, den effektive journalist Mads Stræde.

Det nærmeste, Dürrfelds roman kommer den ”krimi”, som forsiden lover, er en lidt bovlam historie om, hvordan de to får fat i, hvad der er sket, og så forsøger at afværge skaden. Det er der meget lidt efterforskning og næsten ingen spænding i. Til gengæld tilbydes bunker af satire. Louise og Mads vil prøve opfindelsen af. Første forsøgsperson er en tidligere partiformand, som efter en drabelig bommert er landet som chefredaktør på en skandale-avis. Han reagerer til fulde ved i en jubilæumstale at affyre de kontroversielle ting, som han virkelig mener – og de bramfri udtalelser skaber ham en bølge af popularitet. Andet forsøgsoffer er landets perfekt stylede statsminister – men her er resultatet nok mere tvivlsomt, for måske er han uden for psykofarmakologisk rækkevidde. Og så er der jo ikke noget at komme efter.

Satiren er flere steder morsom – som når statsministeren mener i al nøgternhed, at han er i besiddelse af det, man kunne kalde en fin image-hygiejne – den kommer der et par grove eksempler på! Men ”krimi”? Det nærmer sig falsk varebetegnelse.

Grin med, hvis du er til nøgleroman, der ikke bryder sig ret meget om Fogh Rasmussen og hans regering. Ellers: Drop den.