Elsebeth Egholm: Liv og legeme. Politikens forlag 2008. 382 sider, 299 kr.

Temaet i Elsebeth Egholms femte spændingsroman er givet med titlen: Livet, der har en afslutning, og legemet, der bliver tilbage. Og hvad så? I romanen tyder noget på, at der kan ske uhyggelige ting under den sidste rejse fra sygehuset og kapellet via bedemanden til kirkegården.

Allerede åbningsscenen er makaber. En ung kvinde findes dræbt på parkeringspladsen ved stadion i Århus. Den dødes øjne er borte, og hendes lårknogler er skåret ud og erstattet med plastikrør. Det ser ud som en perverteret galnings værk, men den tolkning holder ikke. Dicte Svendsen, der leder avisens kriminalredaktion, erfarer, at et tilsvarende drab blev begået for et par år siden i Pristina i Kosovo - her var offeret en kvindelig journalist. Da hun lidt stolt præsenterer den viden for sin gamle ven og modspiller, politimanden John Wagner, er han allerede via Interpol klar over, at drabet i Århus er en kopi af et drab i udlandet. Han har derfor ingen fortrolige informationer at tilbyde Dicte til gengæld. Indtil de bliver klar over, at han taler om drabet på en mandlig læge i Lublin i Polen, hun om sagen fra Pristina.

Opklaringen af den misforståelse er blot ét af en række skarpt udtænkte chok, der indtræffer både under politiets efterforskning og i Dictes research. Det er god krimi, og spændingen stiger støt - det afsluttende blodige opgør er slet ikke nødvendigt, der er drama nok i forvejen. Finalens utroværdige buldren er antagelig et knæfald for en forslidt genrekonvention, hvorefter detektiven (Dicte) til sidst skal rode sig ud i en livsfarlig situation, men de dertil hørende kulørte sætstykker passer dårligt til den øvrige fortællings sobre ambition.

Dicte og Wagner har et fælles udgangspunkt: Det var, som om de var drevet af en nysgerrighed over for det onde, eller det, som skabte det onde. Som om de - fra hver deres vinkel - var udset til at forsøge at skabe orden i det kaos, der opstod, når døden ikke kom naturligt. Han, med loven i hånden og fra sin ledende position i kriminalpolitiet i Århus eller det, der efter politireformen nu hed Østjyllands Politi Efterforskningen. Hun, med få andre våben end en evindelig trang til at stille spørgsmål og til at skille sandhed fra usandhed.

Sandheden er hverken psykose eller perverteret sex, men noget så jordnært (og i sammenhængen skræmmende) som penge og moderne lægevidenskabs muligheder for at genskabe tabt livskvalitet eller sikre overlevelse trods dødelig sygdom. Forudsat at lægen vil bevæge sig ud i lugubre gråzoner, ikke mindst når der skal prioriteres ved fordelingen af alt for få ressourcer. Det sidste bliver på det mest pinagtige et reelt problem også for Dicte.

Elsebeth Egholm har nok en gang leveret en inciterende pageturner med et relevant og anfægtende tema. Romanen er (med det nævnte forbehold) fortrinlig læsning.

Anbefales.