Elsebeth Egholm: Nærmeste pårørende. Gyldendal 2006. 369 sider, 275 kr.

Fjerde gang er lykkens gang for Elsebeth Egholm. Kvalitetskurven har været stigende gennem hendes tre første romaner om den stridbare journalist Dicte Svendsen, nu rammer den loftet. Plottet er fremragende, og det smelter trods et vildnis af forgreninger harmonisk sammen med Dictes private historie. Den indeholder hendes tætte forhold til veninderne, hendes krævende og ubetingede relation til den voksne datter Rose og hendes ikke helt nemme forelskelse i den unge pressefotograf Bo. Alle elementer hjælper til at drive handlingen fremad, man holdes fast og underkaster sig villigt spændingens krav om hurtig og sammenhængende læsning.

Det begynder med et chok. Dicte modtager en kuvert med en cd-rom. Den viser en makaber halshugning af en mand, udført af en formummet skikkelse. Der er intet brev med trusler eller krav, men den første tanke er selvfølgelig, at der er tale om terrorister (og vi véd godt hvem!), som nu også vil udfolde sig på vore breddegrader. Er det imidlertid en farlig rygmarvsreaktion? Dicte er i syv sind. Hendes redaktør vil naturligvis have historien på forsiden, Dicte er tøvende – hensynene er modstridende. Ytringsfrihed, kravet om, at nyheder skal frem, idealet om først at publicere, når facts er kontrolleret, og bagest behovet for store oplag, der kan sikre avisens økonomi og position.

Endelig er der konsekvenserne. En sensationel artikel om sådanne modbydeligheder vil uvægerligt blive en del af øjeblikkets plumrede debat om integration og islamisme, og det vil belaste mange. Dicte kan levende forestille sig omkostningerne for eksempel for Roses kæreste Aziz: Hans verden ville forandre sig. Han ville møde mere modstand, end der allerede var i forvejen. Flere fordomme. Flere blikke fulde af angst blandet med had i bussen, på diskoteker og caféer. Igen skulle han bevise sin loyalitet over for Danmark og overbevise om, at han ikke kom med had, fanatisme og bomber: kammeraterne på politiskolen, kassedamen i supermarkedet, skrankepaver på offentlige kontorer. Mistroen ville bore sig ind i ham og splitte ham fra det, han ønskede at være: dansker. Få sætninger, som det nok er værd at læse et par gange.

Sagen kører naturligvis. Den udvikler sig skræmmende, da kravet om dødsstraf dukker op. Dicte afviser det som den oplyste humanist, hun er. Men hun erkender i samme åndedrag, at det ville være hendes første tanke, hvis nogen krummede et hår på Roses hoved.

Der er således aktuelle problemer under debat, og det så det forslår. Det er imidlertid ikke påklistrede essays, men nødvendige dele af plottet. Det er vævet imponerende godt sammen, og det er værd at følge overvejelserne både hos Dicte og hos hendes med- og modspiller, politimanden John Wagner. Mange nuancer er med, og der er ingen trang til smutveje eller nemme løsninger. Dertil kommer et enkelt, spændstigt sprog, der uden dekorative sidespring formidler historien direkte og præcist.

Så har Elsebeth Egholm endda overskud til at drille den garvede krimilæser. Politifolkene bakser med en længe uforståelig sammenhæng til en helt anden drabssag, hvor de står på bar bund. Det viser sig, at det er der en god grund til – en naturlig forklaring, som alligevel er totalt overraskende, også her fordi fordomme har deres forbandede evne til at komme foran den rationelle eftertanke.

I stort og småt: Fremragende gjort. En oplevelse af de sjældne, der efterlader læseren fuldt tilfredsstillet, henvist til nødvendig om end dyster eftertanke – og totalt udbombet.

Anbefales.