Elsebeth Egholm: Personskade. Gyldendal 2005. 332 sider, 298 kr.

Journalisten Dicte Svendsen er for tredje gang hovedperson og sporhund. Det gælder en ung kvinde, der findes død på havneområdet i Århus. Dødsårsagen er blodtab i forbindelse med et professionelt udført kejsersnit. Babyen finder politiet nogle dage senere under en razzia i fødevarebutikker i indvandrerkvarteret. Barneliget er nærmest provokerende lagt i et køleskab i en af forretningerne. Obduktionen viser, at barnet var dødfødt – og at det ikke biologisk var den døde kvindes barn. Der er kun én forklaring: En rugemor.

Dermed rammer sagen noget, som er personlige traumer for alle i den snævre kreds, der udgør Dictes private netværk. Hun bærer selv stadig længslen efter det barn, hun fik som purung og måtte bortadoptere. Veninden Anne opdager ved sin mors død, at hun ikke – som hun har troet – blev adopteret fra Korea. Men hvem er så hendes ophav? Og veninden Ida Marie ønsker brændende at få et barn med politimanden John Wagner, som hun nu danner par med – så brændende, at hun er begyndt at undersøge muligheden for reagensglasbefrugtning. Det er en udvej, som han ikke vil kunne leve med.

Det lyder (og er) konstrueret, men det danner en stærk klangbund for kriminalhistorien, og det fungerer godt – om end Annes historie balancerer på grænsen til en ugebladsnovelle. Som i de to forudgående bind af Egholms krimiserie er det svært for Dicte og Wagner at gå i takt. Hun har sine kilder, som skal beskyttes, og hun har sin journalistiske frækhed, der kan drive hende endog meget vidt, når hun jager en god historie. Han er omvendt bundet af retsplejeregler, ligesom han har tavshedspligt og derfor må holde en del oplysninger tilbage. Romanen følger begges efterforskning, hvor Dicte (lidt vel tilfældigt) finder det afgørende spor. Det udvikler sig til en usædvanligt spændende og blodig finale.

Meget af handlingen drejer sig om anden generations indvandrere, der er mere bundet af traditionerne fra det fjerne oprindelsesland end til en dansk livsstil. Det er afsporede unge, som er til fals for hurtige penge, et beredvilligt servicemiljø for den grovere kriminalitet, der er hovedhandlingen. Dictes datter Rose har forelsket sig i Aziz, som tilsyneladende er succesfuldt integreret og nu studerer medicin ved universitetet. – Den tror han selv på, og han er ulykkeligt på vej bort fra sine forældre og fra de teenage-kammerater, der har en hel del at gøre med forbrydelserne. Ikke alle bånd lader sig imidlertid bryde. Aziz er med et ben i hver lejr forpint og betrængt. Et skræmmende portræt fra Danmark anno 2005.

Vellykket krimi, der vil mere end blot den gedigne underholdning, som den også tilbyder. Anbefales.