Elsebeth Egholm: Skjulte fejl og mangler. Lindhardt & Ringhof 2002. 339 sider. 299 kr.

Først og fremmest er det historien om tre nære veninder på ca. 40 år. I centrum journalisten Dicte, der har skilt sig fra en utro ægtemand og nu er flyttet hjem til Århus med sin gammelkloge teenagedatter og med nogle dybe frustrationer efter en trang barndom i Jehovas Vidners tjeneste. Ved hendes side rejsebureauchefen Ida Marie, der er højgravid, og som ikke får den fornødne støtte fra den utilbørligt adspredte ægtemand. Hendes traumer beror på den bristede drøm om en karriere som operasanger, som ikke mindst blev indpodet hende af en alt for ambitiøs mor. Endelig jordemoderen Anne, der sådan set lever et godt liv med sin virkelighedsfjerne musikermand, men ikke har fuld tillid til hans opbakning, da hun opdager den farlige knude i brystet.

De tre kvinder er tegnet overbevisende og nuanceret. Omkring dem ridses en række bipersoner op, vigtigst den unge journalist Bo, der måske kan bryde ud af sit triste ægteskab og blive Dictes ny mand eller i det mindste hendes væbner. Og den midaldrende, bundsolide kriminalassistent John Wagner, som bliver den, der skal tage hånd om Ida Marie.

Romanen handler mest om disse fem skæbner, men dens motor er en kriminalhistorie, der begynder med en balje, som driver ned ad Århus Å med et dødt spædbarn, omhyggeligt svøbt i dyre håndklæder, et af dem med et indsyet blad fra koranen. Dicte finder baljen, og så begynder en sensationel politisag, der hastigt forbinder sig med uhyggelige ting på fødegangen på Skejby Sygehus. Det kulminerer, da Ida Maries nyfødte søn kidnappes – og fingeraftrykkene viser, at der er tale om én og samme person i de to sager. Der er god og redelig sporsøgning, og der er mystik, som længe får både politiet, Dicte og læseren til at kigge i forkerte retninger. Det er meget dygtigt plottet, selv om man gerne havde undværet en clairvoyant spåkone, der undervejs kan yde nogle mere end kvalificerede gæt.

Det vil være ørkesløst at overveje, om vi står med en krimi eller med en generationsroman – antagelig er det begge dele. Man kan indvende, at der er for mange sammentræf og at de tre kvinder (og såmænd også de to mænd) har fået lige lovlig meget at slæbe på. Det er imidlertid skrevet godt, læseren er trods det dystre emne i lange passager underholdt på det bedste.

Elsebeth Egholms genredebut havde været en uforbeholden anbefaling værd, hvis den var blevet lettet for venindepludren og dermed forkortet til et omfang, så spændingen havde holdt og kaldt på læsning i ét stræk. Nu er det en læseværdig roman, der måske kan være et løfte om en fuldgod krimi næste gang.