Elsebeth Egholm: Vold og magt. Politikens Forlag 2009. 379 sider, 300 kr.

Romanen fletter to historier sammen. Den første handler om samfundets marginaliserede. Det er de handicappede og de syge, især mennesker, der lider af sjældne sygdomme, som ikke har påkaldt sig fondes, patientforeningers eller myndighedernes opmærksomhed. Og det er de unge, som har meldt sig ud, måske på baggrund af traumatiske oplevelser på døgninstitutioner og behandlingscentre. Den anden fortælling præsenterer mere fornøjeligt en ambitiøs kvindelig politiker, der insisterer på at leve efter sine egne regler, og som vælger at bekræfte det højlydt, da en sladderjournalist søger at fremstille hendes forkærlighed for helt unge mænd som en slimet affære. Karaktermordet lykkes ikke, hun scorer tværtom points ved sin åbenhed, i al fald indtil det hele kommer for tæt på noget ubehageligt. Der er en fællesnævner for de to historier, men det kræver unægtelig lidt håndarbejde (for ikke at sige taskenspilleri) at få dem til at hænge sammen.

Handlingen begynder med et par terrorbomber i Århus midtby. Et solcenter sprænges til skærver, og politikerens bil eksploderer i et parkeringshus. I ruinerne af centeret ligger liget af den unge kvinde, der boede i lejligheden ovenpå – en svækket patient med et sjældent, uhelbredeligt lungesyndrom. Obduktionen viser, at hun ikke omkom ved sammenstyrtningen, men blev kvalt et døgn tidligere. Et tydeligt dna-spor peger mod Peter Boutrup, der netop er løsladt efter den fængselsstraf, som han pådrog sig i Egholms forrige roman.

Så må Egholms heltinde, journalisten Dicte Svendsen, på banen. Dels som chef for kriminalredaktionen på sin avis, dels som personligt ramt, for Peter er jo den søn, hun som 16-årig måtte bortadoptere, og som hun siden uden held har forsøgt at få forbindelse med – han har afvist hende. Dicte må på ny finde ham og hun må høre hans version af historien, før hun kan forlige sig med politiets klapjagt på ham som den formodede drabs- og voldtægtsmand. Peter er efterlyst, og Dicte véd ikke, at kriminalchef John Wagner, der leder efterforskningen, er begyndt at kigge nærmere også på andre spor fra gerningsstedet. Wagners undersøgelse modarbejdes imidlertid af en nytilkommen kriminalassistent, en effektiv, sært emsig kvinde, som naturligvis har sine personlige motiver til engagementet.       

Dictes research fører hende ind i en lukket ungdomskultur, ind i det alternative miljø, som Peter har valgt at leve i. Det bliver for hende nogle rystende erfaringer, til sidst chokket ved nok et drab, hvor mistanken atter rettes imod Peter.

Dramatik er der således rigeligt af. Først den nærmest utænkelige tanke, at nogle islamiske terrorister med de to bomber skulle gide blande sig i en kommunal valgkamp i Århus (Hellig krig omkring Grisebrønden på Rådhuspladsen? Hun havde svært ved at tage det alvorligt). Derpå en bodsgang, hvor Dicte på ny forsøger at gøre det godt igen, som hun føler som sit svigt, da Peter blev født. Og til sidst Dictes konfrontation med en række folk, der reelt er afskrevet (mennesker, der ikke passede ind, som kostede samfundet penge, og som derfor var en belastning mere end en berigelse). De magtesløse, som er bekvemme ofre for de stærke og veltilpassedes magtbrynde – magt der så nemt glider over i gemen vold.

Elsebeth Egholm får (med det nævnte, beskedne forbehold) en helhed ud af de mange elementer. Hun solidariserer sig sympatisk med ofrene og vender brodden imod et system, som uddeler diagnoser og som på den måde sætter et prisskilt i nakken på os, prisen på behandling og medicin. Plottet udvikles fint, Wagner står for kompetent efterforskning, Dicte for empatisk research. Spændingen accelererer på det bedste, og den sidste lange del af romanen kalder på læsning i ét stræk.

Anbefales.