Joan Engelhardt: Sporet fanger. Attika 2005. 271 sider, 259 kr.

Bedrøvelig rapport om en midaldrende læges nedtur og sammenbrud, næret både af en skilsmisse og af en stigende tvivl om egne evner og formåen. Forfatteren tegner som baggrund lægens selviske, dominerende mor og et ikke alt for tiltalende sygehusmiljø, hvor der kun er begrænsede evner til i tide at hale fat i en kollega, der har forvildet sig ud på glidebanen. En enkelt gør et helhjertet forsøg, en overlæge et halvhjertet, men det er alt. Substansen i historien er et ganske smukt beskrevet medlidenhedsdrab og en enerverende skildring af lægens overvejelser (tvangstanker?), da den mand, hustruen flyttede hen til, indlægges i kritisk tilstand efter et trafikuheld. Skal han hjælpe eller det modsatte?

Det sidste er måske forklaringen på, at en enkelt anmelder læste romanen som ”psykologisk thriller”. Det er for megen ære. Eller rettere: Hovedpersonen er et sådant skvat, at man ikke for alvor engageres i eller bliver bange for hans skæbne.