Birgitte Erhardtsen: Barbarerne. People’s Press 2009. 401 sider, 299 kr.

Lægen og forskeren Katja Westendorf er på ny ”helten” i en barsk historie om sammenstødet mellem på den ene side etik og idealer, på den anden side kapital, kynisme og grådighed. Katja er forskningschef i et dansk medicinalfirma, der er på vej ud i en krise. De ny produkter, der skulle være fundamentet for firmaets fremtid, må ét for ét opgives. Afprøvningen afslører alvorlige bivirkninger.

Det danske firma passer imidlertid til en schweizisk konkurrents profil, en fusion kunne løse problemer for begge parter. Den transaktion gennemføres af en amerikansk kapitalfond med den succesrige og amoralske milliardær Thomas Tyson i spidsen. Og så begynder vanskelighederne for Katja.

Schweizerne har haft succes med hurtig test af ny medicin i Afrika, hvor et lokalt firma har specialiseret sig i at udføre den slags. Men følger de spillereglerne, er Helsingforsdeklarationens krav opfyldt? Katja har sine tvivl, og hendes skepsis vokser, da hun drøfter metoderne med sin nye schweiziske kollega. Hun vælger selv at tage til Zambia.

Det bliver et chok. Nogle af sine principper må hun give afkald på. Den mest effektive kontrol består i at dele forsøgspersonerne i to grupper – den ene halvdel får præparatet, den anden blot placebo. Er resultatet en signifikant bedring for den første gruppe, har præparatet vist sin værdi. Men når man som læge står med en patient, må man ikke nøjes med virkningsløs placebo, det er en pligt at behandle den syge. Sådan skal udgangspunktet være. Reglen synes imidlertid meningsløs i et afrikansk land, hvor der ikke i forvejen er behandlingsmuligheder overhovedet. De forsøgspersoner, der kun får placebo, bliver ikke ringere stillet – de ville alligevel ikke få nogen hjælp. Hvor meget kan reglerne bøjes? Det er det etiske problem. Den lokale Contract Research Organization’s metoder i øvrigt stiller derimod ikke Katja i noget dilemma. Her er der tale om helt uacceptabel tilsidesættelse af kravene til medicinske forsøg. Ingen information til de berørte patienter, sjusket (eller ingen) protokolførsel, tilsidesættelse af alle regler og kynisk negation af de syges behov. – En stor del af romanen handler om det, som Katja ser og oplever, og det er noget af sæsonens barskeste læsning. Katja registrerer forløb, som tangerer eller overgår de uhyrligheder, man har læst om de nazistiske koncentrationslejres medicinske eksperimenter!

Katja opdager imidlertid chokeret, at hendes krav og indvendinger fejes af bordet. Nu handler det om profit, og så er det, der sker i Afrika, acceptabelt. Kollegerne i Schweiz afviser hendes rapport, og selv hendes danske kolleger synes mere optaget af de høje lønninger, der følger med kapitalfondens overtagelse af styringen. Katja må til at tænke og agere i nye baner. Men kan hun finde allierede i et korstog mod hæmningsløst brutale folk, der har nærmest ubegrænsede finansielle (og såmænd også fysiske) midler bag sig? Og aldeles amoralsk er rede til at bruge også de sidstnævnte.

Det er den gode og spændende historie. Romanen handler imidlertid også om en dansk EU-kommissær, Connie Nederstrøm, der står for en hvidbog, som skal være første skridt på vejen til en moderne lovgivning om kapitalfonde. Tvinge dem til regnskabsaflæggelse, indføre beskatning etc. Det kalder ikke blot på lobbyisme, men på skrappere metoder, efterhånden rene gangsteraktioner, når Tyson og de forbrydere, som han hyrer, forsøger at bremse den emsige kvinde. Her har Connie selv gjort det lettere for skurkene – hun har bl.a. kastet sig ud i et par ægteskabelige sidespring, det ene med den ultraliberalistiske irske kommissær, der under et hedt samleje overtales til at opgive sin modstand mod Connies planer. Hun har forført ham, men hun dulmer sine anfægtelser – det er jo bare den metode, som mænd stedse har brugt! – Lad den stå et øjeblik. Tror man virkelig at Connie, der skildres som en begavet, erfaren politiker, ville risikere en sådan blottelse, vel vidende, at paparazzier og dusørtrængende personale kan lure alle vegne? Og tror man på, at afgørende internationale problemer kan klares under et knald på et luksushotel i Bruxelles? Birgitte Erhardtsens iltre angreb på kapitalfondene taber kraft og glød, det reduceres til trivialroman på kioskniveauet! Og det er synd.

En roman om problemer, som er både aktuelle, vigtige og skræmmende. Desværre mister den meget af potentialet i lutter overkill og utroværdige insinuationer.