Birgitte Erhardtsen: Bristepunktet. People’s Press 2007. 317 sider, 259 kr.

En ”erhvervsthriller” hedder det på forsiden. Det lyder lovende – aviserne beretter jo hyppigt om viderværdigheder i storfinansen, der lader ane, at der her er et miljø, som nok burde friste en aggressiv krimiforfatter.

Historien lægger ud med at beskrive den galimatias, som for nogle år siden hærgede i it-branchen. En stund lykkedes det at lancere ”Den nye økonomi”, som ikke drejede sig om fortjeneste og overskud, men om vækst. Effektiv branding var et must. Succeskriteriet var, at alle investeringer hurtigt blev anvendt til at ansætte endnu flere medarbejdere og kaste sig ud i endnu flere nye initiativer. Toplinien var det interessante, bundlinien ikke så vigtig. Denne vanvittige tankegang blev hentet fra USA, der også havde formuleret strategien: The rules were simple: Never pay in cash, never tell the truth, never play by the rules.

Det går selvfølgelig galt, endda meget galt, da en dansk virksomhed forsøger sig. Men det kan der gøres noget ved. Regnskabet kan sminkes ved at bogføre indtægter fra kontrakter, hvor det bestilte endnu ikke er leveret. Betalingen, der rettelig hører hjemme i det kommende års regnskab, forvandler det aktuelle års underskud til et pænt overskud, kurserne stiger, og det hele hjælpes på vej med vildledende børsmeddelelser og snedigt plantede historier på pressens erhvervssider. Romanens hovedperson, Bjørn Westerdorf, der er respekteret finansdirektør i virksomheden, lader sig nølende overtale til ikke at gøre anskrig udadtil, men lade fiflerierne passere som en éngangsmanøvre. Og da afsløringen kommer – for pengene mangler jo i det kommende regnskab – er han den bekvemme syndebuk, som uden betænkelighed ofres af virksomhedens administrerende direktør og dens ualmindeligt ubehagelige bestyrelsesformand.

Det bliver absolut nedtur for Bjørn. Indtægten falder bort, prestigen og dermed muligheden for et nyt job er væk, ægteskabet begynder at knage (skønt han modsat de fleste øvrige hovedpersoner er gift med en klog kvinde, ikke blot med en dekorativ dulle til repræsentationsbrug). Men Bjørn slår igen, og det bliver til både voldgiftssag og straffesag, begge dele gennemgået i minutiøse detaljer.

Så langt er det for så vidt godt nok – om end mere en rapport end en spændende roman. Man fornemmer, at det i passager er tænkt som satire, men indignationen (og forfatterens medfølelse med den stakkels Bjørn) slår så stærkt igennem, at det i al fald ikke er morsomt.

Værre bliver det, da historien mere eller mindre gentages, nu med et medicinalfirmas vækst i fokus. Her indtager Bjørns kone en ledende stilling, og nu er det hende, der bliver vidne til mere end godt er. Læseren oplever det ikke som realistisk beskrivelse, men som fortænkt bagvaskelse. Sluttelig udvikler romanen sig absurd til en slags politisk thriller omkring CIA’s gedulgte forbrydelser og hemmelige fangetransporter. Læseren ryster vantro på hovedet.

Der er kun ganske få sympatiske personer. Det store flertal er bedragere, skurke og rent uhyrlige grobrianer. Det vrimler med stupide dommere, uvederhæftige børsmæglere, løgnagtige advokater og karriereliderlige politi- og pressefolk, alle rede til at sætte uskyldige mennesker i klemme, blot de kan indkassere et rundeligt honorar eller opnå en prestigegivende placering. Det er sjældent, at personerne drøfter problemer eller blot samtaler. Kommunikationen består i pression eller bestikkelse.

Min mor lærte mig, at når jeg havde mødt tre dumme svin i træk, så burde jeg kigge i spejlet for at se, om der ikke skulle være et fjerde. Jamen den bemærkning kom jeg bare til at tænke på, da jeg møjsommeligt slæbte mig igennem romanens sidste tredjedel.