Frank Esmann: Døden indhenter jer. Forum 2009. 310 sider, 250 kr.

Udenrigsminister Bodil Stampe – der føler sig tilsidesat af statsministeren – vil skrive verdenshistorie. Hun vil iværksætte ”Københavner-processen”, der skal munde ud i en forståelse mellem Iran og på den anden side USA og EU. Første etape skal være en international konference i Diamanten i København.

I Forsvarets Efterretningstjeneste er man skeptiske. Den knarvorne oberst Carl Herlang Blixen – kendt (eller måske snarere berygtet) fra Esmanns forrige roman ”Ondets rod” fra 2003 – forudser et attentat: Verdenshistorisk! Tænker han. Man må håbe, du ender som en af dens helte og ikke et af dens ofre. Udenrigsministeren lader sig imidlertid ikke standse, skønt oberstens skepsis bygger på oplysninger fra hans spion i den syriske efterretningstjeneste. Dernede har man behov for hævn efter et amerikansk eller israelsk bombardement af den forsøgsstation, hvor landets ambitiøse præsident ville udvikle en atombombe. Hævnen kunne passende være et terrorangreb i Danmark.

I Danmark er en syrisk flygtning – Asmid Said Hassan – godt i gang med en skuespillerkarriere. Hun er velintegreret i sit nye land, men hun er sårbar. Det udnytter en ualmindeligt usympatisk syrisk efterretningsofficer til at lægge pres på hende. Hun skal affyre de dræbende skud, der skal forvandle den fredsskabende konference til et blodigt mareridt.

Romanen følger så dels de forberedelser, som skurken tvinger Asmid til at gennemgå, dels det effektive efterretningsarbejde, som Blixen og hans stab gennemfører. Esmann formår at tegne de danske miljøer og de politiske intriger overbevisende (om end det er lidt svært at fatte lid til, at den danske efterretningstjeneste internationalt skulle have en så stor prestige, at den er med til bords, når de store mødes). Også beskrivelsen af det syriske eksilsamfund rammer godt. Desværre falder spændingen imidlertid i lange passager med våbentekniske forklaringer og udredninger af de nærmest surrealistiske muligheder, der kan udvindes af avanceret it-teknik. Slutopgøret – da skuddene falder – virker også sært skævt. Man tror ikke på, at Blixen og hans folk ville kunne overse den mulighed, som Asmid udnytter. Og man tror heller ikke ganske på det valg, som hun til sidst træffer. Det sikrer ganske vist en ironisk pointe for Blixen, men det tager brodden af den forudgående thriller.

Med andre ord: Til gaden og til gården.