Frank Esmann: Ondets rod. Forum 2003. 276 sider, 279 kr.

Det begynder med en terror-aktion i København. En dansk gift israeler dræbes, da en bombe eksploderer i hans bil. Myndighederne afventer skræmt, om det er første led i en serie politiske attentater, og de tager deres forholdsregler. Medierne får naturligvis det maksimale ud af de gisninger, som ofrets identitet og drabets brutalitet giver anledning til.

Politiets efterretningstjeneste har spor, der gælder en palæstinensisk læge, som i en årrække har været flygtning i Danmark. De véd blot også, at han ikke er terrorist, men meddeler fra miljøet. Sagen går i hårdknude, og modvilligt må de civile myndigheder søge hjælp hos militærets efterretningsfolk, d. v. s. det hemmelige, internationale antiterrorkorps, som en uhyggelig oberst Blixen har været med til at opbygge.

Romanens hovedpersoner er to medlemmer af dette korps, en dansk tidligere jægersoldat og en fransk kvindelig fotograf (og de har naturligvis har en smuk romance kørende). Vi følger dem (og obersten) gennem adskillige nervepirrende indsatser, der spreder sig over en række lande og involverer både tyske, israelske og amerikanske agenter. Der er masser af kulørt handling, sideløbende med lidt for omstændelige forelæsninger om de seneste tiårs mellem-østlige politik. Som sig hør og bør ender det med en voldsom konfrontation.

Det er lidt absurd at bruge de tragiske konflikter til blot og bar underholdning, men det er Esmann jo ikke ene om. Som handlingsmættet thriller fungere romanen. Den overbeviser derimod ikke, når dens hovedpersoner grunder på, om de bekæmper det onde eller selv er en del af ondskaben. Og det er svært at tage Esmanns beskrivelse af personerne og deres indbyrdes relationer alvorligt. Her rasler klicheerne – heltindens øjne er grønne som flydende jade (jade i flydende form?), helten har selvfølgelig kridhvide tænder og isblå øjne, og hans ansigtstræk er harmoniske, men tætsiddende (man ser ham ikke ligefrem for sig).

Esmann slutter sig til den efterhånden lange række af danske udenrigskorrespondenter, der med faglig indsigt producerer fiktion af deres desillusionerende erfaringer fra arbejdet. Hans bog er bestemt ikke den ringeste inden for ”subgenren”, men der er langt op til Jens Henrik Jensens og især Leif Davidsens niveau.