Mogens Faber: Mordet ved klokkestenen. Forum 2000. 210 sider, 248 kr.

En venlig, varm julinat i 1998 på Lyøs idylliske strand. To unge alene. Den samme ældgamle, gode historie? Ak nej, for næste morgen ligger 17-årige Ditte kvalt derude. Politiet (fra den ikke eksisterende Fåborg politikreds) iværksætter naturligvis en undersøgelse, påfaldende ineffektivt må læseren synes. Det får en ikke ganske tilfredsstillende forklaring til sidst. Den 52-årige politimand Keld Laursen sendes til øen for at melde sig i ø-lejren, foregivende at være fredelig skolelærer fra Svendborg. Laursen har tidligere været kriminalbetjent i den barske Glostrup politikreds, men er efter en dum episode degraderet og forflyttet til det fredeligere sydfynske.

Det meste af romanen fortæller om Laursens appetit på damer, hans behov for øl og hans kærlighed til skæve indspilninger af god jazz. Han og de øvrige personer underholder på skift med anekdoter, som ikke kommer sagen ved. Forfatteren er sympatisk opstemt af de herligheder, Lyøs natur frembyder i rigeligt mål. Det understreges igen og igen, desværre uden at oplevelsen formidles til læseren. Laursen snubler undervejs over et par relevante oplysninger, som dog ikke forhindrer, at han i første omgang foranlediger en forkert anholdelse. Til allersidst dukker tilfældigt det spor op, der bringer en hidtil uset mand i fokus og afslører ham som morderen. Plottet er lige ved ikke at nå med i kriminalromanen.

Det bedste er den ulmende konflikt, som antydes mellem de lokale fra det lukkede miljø (hvor Ditte hørte til) og på den anden side ø-lejrens efterhånden noget bedagede og borgerlige flippere, som leger ‘68 på ny. Her er råstof, som kunne have sat spænding på historien. Det bliver ved tilløbet.

Et sted studser Laursen over en avisartikel, som omtaler computernørders vision om den elektroniske bog, der kan rumme femhundredtusind bogsider i sin hukommelse. “Praktisk, men totalt ucharmerende, tænkte Laursen. Agatha Christies samlede forfatterskab, gab!” - Det er en farlig forfatterreplik. Den minder om, at der var (og jo lykkeligvis stadig er) forfattere, som kan udtænke et plot og lade det være drivkraften, der letfodet jager læseren gennem en spændende krimi.