Flemming Fischer: Pagten fra Ararat. Elkjaeroghansen 2002. 235 s. 199 kr.

Pagten er den hemmelige protokol fra en konference, hvor repræsentanter for en række nationer har analyseret den islamiske fremmarch i Europa - og udarbejdet forslag til en strategi, der skal dæmme op for denne ”invasion”. Der er kun skrevet ét eksemplar af protokollen. Romanen giver alene mening, hvis man kan capere, at et sådant dokument overhovedet skulle blive udfærdiget (og være så autentisk, at det ikke blot bekvemt kunne afvises som et falsum).

Vi skriver 1995. De trængte serbiske ledere ser protokollen som en mulighed for at lægge pres på de stormagter, der var med ved konferencen, men ikke ønsker en direkte konfrontation med den arabiske verden. Derfor indledes en hæmningsløs menneskejagt, da hemmeligheden stjæles af en armensk professor. Hans ærinde er rent privat: Han vil have sin søn fri fra et russisk fængsel, hvor sønnen afsoner en langtidsstraf for medvirken i et attentat mod et a-kraftværk i Aserbajdsjan.

Professoren ender i Århus i Danmark, hvor et par handlekraftige kernedanskere gør hans sag til deres. De rød-hvide amatører klarer ærterne i samarbejde med den israelske efterretningstjeneste, som nok en gang optræder som agentmarkedets eneste effektive organisation.

Historien er ved at svømme over med urimeligheder, og den er fortalt slapt og uengagerende. Problemet er måske, at i al fald denne læser savner fornøden viden om de ideligt påberåbte historiske begivenheder på Balkan og i Kaukasus-republikkerne. Det kan meget vel være rigtigt alt sammen, men det er jo ikke noget, man sådan kan stille noget op med. Antallet af folkeslag, der er blevet ilde behandlet, er desværre stort, og accepteres fortidens uhyrligheder som gyldig undskyldning for nutidig afpresning, vold og drab, bliver resultatet det rene anarki.

Uinteressant.