Anne Fortier: Hyrder på bjerget. Lindhardt & Ringhof 2005. 431 sider, 299 kr.

Marie Gudmundsen er kun 18 år, da hun rejser fra sin enlige mor i Holstebro for at studere humaniora i Århus. Den lidt naive pige skal bo hos sin onkel, der er professor i et-eller-andet fysik, og som i øvrigt er en mystisk skikkelse med gang i sære gøremål. Romanen handler om den vennekreds, hun etablerer, om håbløs universitetsundervisning, om hendes langsomme forelskelse i floromvundne Joe – og så om onkel Thomas’ aktiviteter, som dog aldrig bliver ganske klare. Han forsker i noget, der har at gøre med Atlantis, det mytiske rige, som muligvis forsvandt i den syndflod, der beskrives i Det gamle Testamente. Historien skrider fra almindelig suspense til lidt (amatøragtig) action, videre til medicinsk science fiction og så til det skinbarlige vås. Der er adskillige onde kræfter, som søger efter Atlantis. Det kan dreje sig om guld og ædelstene, om formler med tabt naturvidenskabelig viden, om kilden til den evige ungdom, som Det gamle Testamentes patriarker nød godt af, om det ultimative masse-ødelæggelsesvåben, om det hele og om ingenting.

Kort sagt: Historien i romanen er rodet og usammenhængende. Kodebudskaber, som Marie tilfældigt opfanger, bliver aldrig forklaret. Personer, der meldes døde, lever frimodigt videre. Ingen opklarer noget som helst, den ene forvildede association griber den næste. Læseren kan identificere sig med Marie, da hun midt i det hele erkender: Generelt levede jeg i en tilstand af konstant forbløffelse. Læserens undren drejer dog tidligt over i accelererende irritation.

Marie fortæller selv, så kæk og frejdig som nogen spejder. Der er en del gode pointer, men de drukner i kvidren, som til sidst bliver nærmest utålelig.

Mystifikation uden pointe. Som det særlige trick at lade pagineringen springe fra side 327 til side 562. Hvis det da ikke er en barmhjertig forlagsredaktør, som betænksomt har sparet os for yderligere 235 sider, der hverken ville have gjort fra eller til.

P.S.: Foranstående negative vurdering modsiges af flere endog meget positive eller rent ud charmerede anmeldelser i dagbladene. Kun to af de seks-syv, jeg har set, delte min opfattelse. Måske handler det om mangler i mit modtageapparat. Alle de positive var skrevet af kvinder – så muligvis kommunikerer romanen noget, der ikke er for sarte hankønsvæsener. Marie fortæller et sted Joe, at hun er skidesur på ham. Han svarer ikke, men aktiverer i stedet et par computerprogrammer: ”Teknik. Mandens svar på et følelsesliv”.