Ole Frøslev: Dragerkuskens brudenat. People’s Press 2009. 361 sider, 299 kr.

Femte bind af Frøslevs romanserie om den unge kriminalbetjent Bjørners oplevelser under besættelsen spænder over første halvår af 1944. Det er blevet lidt svært for opdagerne at samle sig om falske sukkermærker og vareåger. Drabstallet vokser uhyggeligt – stikkerlikvideringer og clearingmord, mest iøjnefaldende drabet på Kaj Munk. Næsten hver nat har sine eksplosioner, sabotage mod fabrikker og værksteder, som betjener besættelsesmagten, og schalburgtage mod de steder, københavnerne holder af: Langelinjepavillonen, Tivoli m.v. ”Flødeskumsfronten” er ved at være en saga blot.

Bjørner undergår langsomt en forandring. Han er en venlig, vellidt og pligtopfyldende politimand, engageret i jobbet og familien. Men han opdager noget nyt om sig selv, da han yder en beskeden hjælp ved en kollegas flugt over Sundet: Han blev stående, efter at de andre var gået. Skyggen og lyden fra motoren var for længst forsvundet. Så gik det op for ham, at den følelse, der fyldte ham, var vrede. En dyb og stærk vrede.

Romanens vigtigste forløb er beskrivelsen af Bjørners voksende engagement i modstandsbevægelsen. Udviklingen fra foragt for værnemagten til aktiv sabotør, en udvikling, han har fælles med flere kolleger. Gnidningerne mellem justitsministeriet og politiledelsen og på den anden side de tyske myndigheder, bliver stadig alvorligere. Politifolkene har meget svært ved at opklare noget som helst ved sabotagehandlinger – afhøringen af vidner er fodslæbende langsommelig, og resultaterne er som regel pauvre. Til gengæld er Bjørners indsats præcis og skræmmende, da en farlig stikker skal bringes af vejen. Formidlingen af det psykologiske klimaskift er instruktiv og spændende, også fordi læseren véd, at der tælles ned til gestapos aktion den 19. september 1944. En del af historiens suspense beror netop på modsætningen mellem det, som læseren i 2009 husker, men som personerne i 1944 ikke kender til – endnu. Det er ligeledes mere end læsningen værd at blive mindet om levevilkårene dengang. Stadig strammere rationer, omsyning af brugt tøj og kulden i den strenge vinter, hvor tørv og koks er kostelige, sjældne goder.

Krimihistorien er til gengæld tonet ned til et minimum. Den drejer sig om drabet på en ung kvinde, der skulle giftes med en af dragerne ved havnen (dengang stod der dragere parat på kajen, når passagerskibe lagde til, så de rejsende kunne få hjælp med bagagen, eventuelt få den bragt til en adresse i byen). Den unge kvinde var allerede flyttet ind i hans etværelseslejlighed, og da han kom hjem om aftenen, lå hun kvalt i sengen. Der gøres pænt rede for politimændenes arbejde med den sag, men der er ærlig talt ikke meget at hente for krimilæseren (medmindre det i et kommende bind skulle vise sig, at der ikke er tale om en opklaring, men om et justitsmord – noget kunne tyde på det). Bjørners talent komme mere til sin ret da han får forpurret, at det tyske militær overtager en sag, hvor en betjent vidløst er blevet skudt ned på åben gade, men hvor drabsmanden viser sig at stå i tysk tjeneste og dermed tror sig urørlig.

Skud og eksplosioner brager, ruderne klirrer og faren er nær og truende. Frøslevs serie kører fortsat på den høje kvalitet. Man er fortrinligt underholdt, og man lærer samtidig en hel del.

Anbefales.