Ole Frøslev: Den Grønne Bar. Lindhardt & Ringhof 2005. 222 sider, 199 kr.

Den Grønne Bar er et lusket udskænkningssted i den ikke mere eksisterende Hummergade i det område i København, som en gang i folkemunde hed mayonnaise-kvarteret (netop på grund af Hummergade og Laksegade). Her trives prostitution, sortbørshandel, hæleri og det, der er værre. Og fra baren har de indviede adgang både til ulovligt spil og til små intime rum, som kan lejes for korte perioder.

Frøslev har henlagt sin roman til 1940. Fra den 4. april til den 16. april – den dag, hvor dannebrog går til tops på de officielle bygninger for at markere dronning Margrethes fødsel. Dermed har læseren fra begyndelsen al den spænding, man kan ønske sig, for man læser jo med viden om den skelsættende begivenhed, som vil indtræffe den 9. april. Og som romanens personer naturligvis ikke kender på forhånd.

Tidsbilledet er tegnet med mange detaljer. Den by, som København var dengang – før de store saneringer, før de høje bygninger, før sovebyernes endeløse rækker af typehuse – en tid, da en bungalow ved Emdrup Sø på det nærmeste lå på landet. Livsmønstre, som ikke kendes mere, hvor en ung politiassistent var eneforsørger med hjemmearbejdende hustru, der sørgede for en madplan, som ligger en kende fra nutidens. Et usundt arbejdsmiljø, der blev accepteret som selvfølgeligt – med fem politiassistenter stuvet sammen ved få skriveborde i et kammer på station 7 på Østerbro. Omgangsformen var sådan, at de fem forventedes at være des – kun hvis der udviklede sig et personligt venskab, var ”du” gangbart. Transporten fra sted til sted foregik pr. cykel, hvis man da ikke skulle så langt, at den overordnede tøvende bevilgede en sporvognsbillet, eller i særligt hastende tilfælde stillede stationens eneste motorcykel til rådighed. Læseren mindes på alle måder om, hvor totalt alt er ændret på blot 65 år.

Hovedpersonen er den intelligente og tiltalende politiassistent Poul Bjørner. Han er 29 år, han er omhyggelig, om end han kan forivre sig og overse nogle af de grænser, som retsplejeloven sætter for politiets udfoldelser. Han kaldes om morgenen den 4. april til et makabert ligfund – en mand, der har hængt sig (eller er blevet hængt) under Langelinjebroen. Romanens handling er Bjørners og hans kollegers arbejde med at identificere den døde, at få afklaret om det er et selvmord eller et mord, og – da det viser sig at være mord – at finde den skyldige. Sporene peger imod Den Grønne Bar.

En fjerdedel inde i historien bliver familien Bjørner (som de fleste andre københavnere) vækket af støjen fra de fly, der markerer den tyske besættelse. Tidsbilledet suppleres så med de ydre tegn, især mørkelægningen af byen og nye rationeringer og restriktioner. Men der er kun små glimt af den virkelighed, som skal tegne sig de kommende år – stort set bemærker Bjørner ikke de fremmede troppers nærværelse. Også her har Frøslev samlet en omfattende viden, som doseres med pædagogisk sparsommelighed og derved med betydelig effekt.

Ole Frøslev har med sine gennemredelige politiromaner fra nutiden for længst slået sit navn fast på det danske krimiparnas. Krimihistorien omkring Den Grønne Bar er ikke spændende i ordets neglebidende betydning, men den bekræfter talentet for det gennemtænkte plot og den troværdige opklaring. Gode kvaliteter, som i sig selv er læsningen værd, men som overskygges af tidsbilledet – og af den kun gryende erkendelse af, hvad den tyske besættelse indebærer. Der er lovet flere bind om Bjørners virke, og de skal måske kortlægge ”den almindelige danskers” hverdag og sindelag i de fem forbandede år. Det kan blive et tiltrængt supplement til øjeblikkets bølge af bøger om de politiske dilemmaer og de mere spektakulære begivenheder i perioden.

Det ser man frem til. Foreløbig anbefales et besøg på Den Grønne Bar.   

Det danske Kriminalakademi tildelte 2006 Ole Frøslev et diplom for

"begyndelsen på en lovende serie" med "Den grønne bar"