Ole Frøslev: Profeten. People’s Press 2008. 330 sider, 249 kr.

Fjerde bind af Frøslevs besættelsestidskrønike handler om 1943. Kameraet følger kriminalbetjent Bjørner og hans lille familie gennem det år, der satte skel. Frustrationen vokser i befolkningen, nerverne er slidte, rationerne svinder ind, og politiet må manøvrere mellem mange tvetydigheder. De fleste på Østerbros Station 7 deltager i den passive modstand – man er langsom til at rykke ud, når det gælder sabotører og andre folk, som besættelsesmagten ønsker arresteret og tiltalt, man fumler med sporene og overser vigtige detaljer. Men endnu er politimændene ikke aktivt engageret.

Dagene går med små og store sager. De omfattende reguleringer skaber nye former for kriminalitet (sortbørs, rationeringskort etc.), og de åbner mulighed for gnav og smålighed. Bjørner må spilde tid på en nævenyttig vicevært, der har grebet en lejer i at forgribe sig på slukningssandet – et par skefulde til Piphans’ bur. Eller på en urtekræmmer, der har brugt elastikker til at bundte radiserne. Der er også større sager – hele styrken inddrages f. eks. i en storstilet jagt på en børnelokker. Mordet på en fremtrædende journalist opklarer så at sige sig selv, men drabsmændene var i tysk tjeneste, og retssagen skal derfor føres ved tredje SS- und Polizeigericht i Berlin – hvor morderne naturligvis bliver frikendt. Frøken Inge Jørgensens oplysning om den mand, hun har udpeget som far til sit barn, viser sig efter grundig efterforskning at være en skrøne – som imidlertid er fortalt med god grund. En lille tragedie om dagligdags mennesker i klemme i det store opgør.

Romanens største sag gælder ”profeten” – en karismatisk religionssvindler, der franarrer ældre, enlige damer deres sparepenge eller sikrer sig indsat i testamentet, hvorefter den naive kvinde lempes over i en næste tilværelse. Det er Bjørners skarpe blik og omhu med detaljerne, der afslører et tilsyneladende banalt dødsfald som drab. Sporene efter profeten er imidlertid få og utydelige. Romanen igennem forsøger Bjørner og kollegerne igen og igen at finde frem til ham, de første mange gange blot for at afsløre endnu en i ordets sande betydning falsk profet. Det er noget af en vits, da de har indkredset en lovende mistænkt, og så erfarer, at han bærer øgenavnet, fordi han er meteorolog og dermed er den, der med større eller mindre held spår om de kommende dages vejrlig. Alt sammen gedigen politiroman, hvor sammenbidt energi og kreativ kombination omsider giver bonus. Ikke mindst imponerende er Bjørners kvikke indfald, der sikrer efterforskerne en nagelfast identifikation, skønt vidnet ikke kunne genkende den mistænktes ansigt.

Alt det er godt, i lange passager endda meget godt. Men det mest overvældende er – som i de forudgående tre romaner – det præcise tidsbillede og de utroligt mange detaljer. Frøslevs særlige teknik lykkes denne gang perfekt. Som læser kender man hovedpunkterne af den ydre historie, men romanens personer har ikke den viden. Det spilles der dygtigt på, ikke mindst hen over de firs sider, der skildrer august 1943. Bjørner registrere naturligvis, at problemerne strammer til. Nervøsiteten stiger, og læseren følger skridt for skridt den truende udvikling – hele tiden med baghovedet fyldt af sin viden om, hvordan spændingen skal udløses den 29. august og dermed skabe det, der med et slidt udtryk kaldes ”en ny situation”. Det er mesterligt gjort.

Bjørner var træt, da han cyklede tilbage til stationen. Træt af at have kørt forgæves til Valby. Træt af dårlig tobak og løbesodskaffe. Træt af etagevask. Og allermest træt af fornemmelsen af, at en enorm bombe kunne eksplodere hvad øjeblik, det skulle være, så alting pludselig ville være meget værre.

Slutningen er oktober 1943 og overfaldet på de danske jøder. Den historie er fortalt mange gange, så Frøslev nøjes med en barsk vignet – og et par facts, der sætter tingene i perspektiv.

Frøslevs serie ”Mørketid” er bragende god krimi. Det er også en oplagt gave til et ungt menneske, der vil vide noget om hverdagsdanskeres kår i de fem forbandede år. Bind fire er den hidtil bedste del af krøniken, især fordi de forudgående par års stilstand ikke muliggjorde den dynamik og dramatik, som så rigeligt indfinder sig i løbet af 1943.

Anbefales.