Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer. Gyldendal 2008. 448 sider, 299 kr.

Videnskabsmænd kan være stejle og principfaste folk, der ikke accepterer afvigende hypoteser. Bitre fjendskaber rejser sig af uenigheder, der ikke siger lægmanden det mindste. Som her, hvor en canadisk professor – Clive Freeman – har bygget sit livsværk på den tese, at dinosaurer og fugle hører til hver sin stamme med en fælles forfader højt oppe i evolutionens hierarki. Medens den ledende danske professor – Lars Helland – og hans stab indædt forfægter, at fugle simpelthen er dinosaurer. Stadig flere fund af fossile dinosaurer med mere eller mindre tydelige fjer synes at støtte københavnerskolen, men det gør ikke det ringeste indtryk på Freeman.

Anna Bella Nor skal afslutte sit biologistudie med et speciale, der omfatter netop den strid og de videnskabsteoretiske spørgsmål, som rejser sig i konfliktens kølvand. Hun er en stridbar kvinde, alenemor til en knap 3-årig pige og helt afhængig af sin mors hjælp med pasningen af barnet – men hun er typen, der snapper efter den hånd, der hjælper. Hun er også dybt utilfreds med Helland som vejleder, og sådan set er det en lettelse for hende, da han findes død i sit kontor – tilsyneladende et epileptisk tilfælde, der udløste et hjerteslag.

Romanens anden hovedperson er den unge politikommissær Søren Marhauge, der har gjort lynkarriere i kraft af sin evne til at strikke baglæns – det var som om han inde i hovedet kunne se et netværk af veje, der førte baglæns til gådens løsning. Søren leder den rutinemæssige undersøgelse af Hellands pludselige død – og får så obducentens chokerende meddelelse om, at der er tale om mord, begået med en metode så modbydelig, at ”biologisk krigsførelse” er en alt for stilfærdig betegnelse.

Sørens efterforskning byder på mange muligheder. Et drabsmotiv kunne være den nævnte videnskabelige strid. Et andet kunne være forskernes indbyrdes kamp om de alt for få midler, der stilles til rådighed – og som kun bliver færre, efterhånden som budgetterne barberes finanslov for finanslov. Forskningsmidler er doping i vores verden siger en professor et sted. Søren må også overveje misstemningerne i Hellands nære kreds – og her kommer Anna i søgelyset, især da endnu et drab støder til, denne gang på den kollega, som stod hende nærmest. Endelig kan der være mørke punkter i Hellands private liv, måske et utilladeligt forhold til en studine, måske en hemmelighed, som misbruges i hænderne på en pengeafpresser. Alt sammen godt krimistof.

Krimien er kun en af romanens handlinger. Annas og Sørens gensidige relation er en anden. Det begynder svært – han er fra begyndelsen betaget af hende, men hun ser ham som Verdens Mest Irriterende Politimand. Mod slutningen har hun dog øje for, at han er en del mere. Inden da er de to’s livshistorier rullet ud. Begge er traumatiseret af ting, der blev hemmeligholdt om deres tidligste barndom, begge har de ulykkelige kærlighedsforhold bag sig. Deres historier er næsten for parallelle. Men som romankarakterer overbeviser de, og det lykkes i forbløffende grad Sissel-Jo Gazan at gøre dem interessante, at vise hvordan det mere og mere gnistrer imellem dem. Tilbage sidder læseren dog med en tvivl om deres (og specielt Annas) reaktion, da hemmelighederne fra barndommen ser dagens lys. Sandhed er en god ting, men man skal ikke rutte med den. Formentlig ville enhver hensynsfuld opdrager have opfundet lignende dækhistorier som dem, de to fik. Man skal skåne børnenes nerver, tænk på, hvad de skal igennem – som en stor svensk forfatter engang skrev.

Romanen er vejen igennem fængslende, også for en læser uden indsigt i den videnskabelige strid og uden forhåndsinteresse i øglers problematiske slægtskab med fjerkræ – interessen kommer undervejs! Krimidelen fungerer godt, der er velplacerede chok og god spænding (om end den nok trækkes lidt for langt i sidste halvdel, hvor lovlig meget beror på Annas intuition.). Sissel-Jo Gazan har muligvis ikke tænkt på krimigenren, da hun skrev romanen, og på baggrund af hendes tidligere bøger fandt adskillige kulturredaktører heller ikke på at give bogen til en anmelder, der ellers befatter sig med spændingslitteratur. Det hindrede ikke en række positive anmeldelser. Velfortjent, for romanen er – om så forfatteren har villet det eller ej – en af dette års bedste danske krimier.

Anbefales.