Lars Bedsted Gommesen: Sjælens øje. Høst & Søn 2000. 248 sider, 268 kr.

En hidsig historie om politiets arbejde med afsløringen af en international narkoorganisation. Og om organisationens forsøg på at standse efterforskningen, bl.a. ved demonstrativt brutale overfald på den centralt placerede politimand og hans pårørende. Til overfaldene har organisationen entreret med en afstumpet rockerbande. Bagmændene har også sikret sig velbetalt bistand fra en muldvarp i korpset.

Hovedpersonen er kriminalassistent Christian Krake, der er slidt godt ned af sagen. Hans prioritering af jobbet har allerede spoleret hans ægteskab. Han præsenteres flot på en selvdestruktiv druktur i et efterårsklamt København. For enden af dødsruten udsættes Krake for et drabsforsøg, som er tæt på at lykkes. Rigshospitalet sørger dog for genoplivning - bagefter kan han vagt huske, hvilken lettelse det var bare at dø, at mærke bevidstheden gøre sig fri af kroppen og fortrædelighederne.

Gommesen, der selv er politimand, har i årevis arbejdet med narkokriminalitet. Han har i interviews fortalt, at han debuterer som forfatter, fordi han er træt af gængse krimiers urealistiske skildring af politi og politiarbejde. Forventer man imidlertid, at hans bog vil være anderledes, skuffes man. Det er den helt traditionelle spænding, der lykkes bedst, især en scene, hvor Krake våbenløs skal overleve, at et par glubske dobbermann-pinchere pudses på ham.

Titlen Sjælens øje stiller i udsigt, at romanen vil fortælle om politimænds innenleben. Det sker ikke, ordene indgår blot i beskrivelsen af Krakes psykedeliske oplevelse, da han næsten dør.

Der skrives meget om de byrder, jobbet lægger på politimandens familie, men der er intet nyt at hente. Gommesen fortæller måske på baggrund af personlige erfaringer, men de er gjort også i mange andre jobs. Sygeplejersker, miljøteknikere eller soldater med pligt til udstationering kan snakke med.

Romanen rummer detaljerede beskrivelser af politirutiner, f. eks. af skygning af en bil og de komplikationer, der kan opstå undervejs. Det er ikke set før, og man tror gerne, at Gommesen her er tæt på virkeligheden. Hagen er bare, at det bliver så omstændeligt, at spændingen ved biljagterne går fløjten. Der er omfattende forklaringer om forskelligt avanceret udstyr til aflytning m.v. - til dels nyheder, men ikke befordrende for historien og engagementet. Resten af politibeskrivelsen følger det sædvanlige mønster. Politifolkenes indbyrdes mandehørm (er den virkelig så plat, når drengene skal modtage en ny, kvindelig kollega?) er indtil det ulidelige velbekendt. Læseren skånes heller ikke for den forudsigelige afsløring af, at de infame bagmænd skal søges i erhvervslivets top.

Fortælleteknisk går det for hyppigt galt. En karriereliderlig souschef har skrevet en groft fortegnet indberetning om Krakes eskapade. Det kan læseren umiddelbart se, men Gommesen mener sig dog nødsaget til at fortælle, at rapporten er “skammelig”. Et andet eksempel er en scene, hvor den skarpt tænkende, kompetente kriminalchef samler sine nærmeste, da han bliver klar over, at Krake kun med nød og næppe har overlevet to drabsforsøg. Han slår fast:

Ingen skal her være i tvivl om, at jeg vil foretage mig det fornødne. Hvad dette fornødne er, vil jeg af efterforskningsmæssige grunde ikke komme ind på på nuværende tidspunkt, men jeg kan sige så meget, at jeg ser med allerstørste alvor på sager af dèn art.

Det oplyses ikke, hvad det er for efterforskningsmæssige årsager, der afholder chefen fra at forklare sine planer for dem, der skal udføre dem. Og grænsen til den ufrivillige komik overskrides, når en overordnet politimand finder det nødvendigt at understrege, at han tager det seriøst at forbryderne vil myrde en medarbejder, der er på sporet af alvorlig kriminalitet.

Gommesens roman hæver sig ikke over de talløse forgængere, der har irriteret ham. Desværre en skuffelse, om end der er gode enkeltheder.