KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Lars Bedsted Gommesen: Vink farvel Ingrid. Høst & Søn 2001. 158 s. 250 kr.

Ingrid, der er en smule træt af sin rutinemæssige forstadshverdag med mand og børn, er på udkig efter lidt romantik. Hun lokker manden med på diskotek, og da han tager tidligt hjem for at pleje tømmermændene, danser hun videre. Lukt ind i et mareridt, en psykopat, der kidnapper hende og udsætter hende for en døgnlang pervers voldtægt. Hun undslipper og politiet får arresteret gerningsmanden (der står til lang fængselsstraf), men den uhyggelige oplevelse slipper Ingrid ikke fri af. Selv efter lang tids behandling på et psykiatrisk hospital er hun låst fast i apati, selvhad og angst.

Den politimand, der nænsomt tager sig af Ingrid, er kriminalassistent Christian Krake, hovedpersonen i Gommesens debutroman Sjælens øje fra 2000. Det er også Krake, som ved romanens slutning sætter sådanne ord på Ingrids neurose og depression, at hun måske kan vende tilbage til sin dagligdag.

Læseren efterlades med modstridende følelser. Beskrivelsen af voldtægten er noget af det mest uhumsk brutale, der er set i mange år. Det korte mellemspil, hvor Krake kompetent organiserer efterforskning og opklaring, er kortfattet, præcis politiroman. Og efterspillet, hvor Ingrid mere og mere går i spåner, indtil hun træffer Krake på ny, er hinsides en vurdering. Skildringen af Ingrids neurose er rystende, men netop på den baggrund forekommer Krakes budskab utilstrækkeligt og en smule plat – en amatør kan næppe ”helbrede” en depression, hvor kompetente fagfolk har måttet give op. Og det kan i al fald ikke gøres med de banaliteter, Gommesen spiser læseren af med.

Romanens kvalitet er den pinagtige og frastødende præcisering af offerets traume. Det overbeviser. Og det er ikke til at holde ud.