KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Peter Griffin: Historiens vogter. Bazar 2007. 365 sider, 250 kr.

To historier, flettet sammen til én roman. Begge handler om én og samme kostbare genstand og om jagten på den, som sætter forskelligt i gang i de implicerede menneskers liv.

Det første forløb udspiller sig i det tidlige 1200-tal, hvor den berygtede kong John (Richard Løvehjertes skurkagtige bror) har gang i lumske intriger. Meget kommer til at hvile på stakkels ridder Garreth af Pershore, der ikke blot er en af kongens livvagter, men også bliver hans agent i et speget spil. Kongens modstandere er både den katolske kirke og den engelske adels fremmeste repræsentanter, og alle parter har mere end én dagsorden. Her er ingen Robin Hood og ingen lystige svende, men mange, der kunne være i nær familie med sheriffen af Nottingham. Garreth indser langsomt, at hans egen fortid er vævet mere ind i de aktuelle nederdrægtigheder, end han havde forestillet sig. Hans loyalitet bliver splittet, og så går det rigtig galt. Også fordi Garreth bliver klar over, hvad det er, kongen vil have fat i – og hvad han vil misbruge det dyrebare fund til. Både skatten og de dokumenter, der kunne lede frem til den, forbliver skjult, og ingen overlever til at kunne fortælle hvor.

Den omstridte genstand og dokumenterne ser først dagens lys i vor tid. Dokumenterne dukker tilfældigt op i en større samling antikviteter, som et dødsbo har indleveret til salg hos et respekteret auktionshus i London. Det tager sin tid, før den sympatiske afdelingsleder Tom Kingsley indser, hvad han har mellem hænderne, og da har andre allerede været kvikkere. Pludselig er Tom alvorligt i klemme. Det udvikler sig til adskillige mord med Tom som hovedmistænkt. Han må gå under jorden og kæmpe desperat for at redde både liv og renommé.

De to fortællinger er hver opdelt i knap en snes kapitler, der skiftevis fortæller om det brutale magtspil i middelalderen og om fiflerierne i nutiden. Historien om kong John og den oprindelig så noble Garreth er en blodrig skrøne, der passagevis er ganske spændende uden dog at indeholde ret mange vitaminer. Mere kulørt end farverig, og betænkeligt nær ved at være en Ota-bog for voksne. Nutidsromanen er gedigen krimi efter den kendte recept (”mand i klemhærke må ved kløgt og styrke kæmpe sig fri”). Der spares ikke på effekterne, og spændingen er på det smukkeste stigende. Fantasien er der ikke noget i vejen med, og der er i begge historier gode overvejelser om, hvad den unægtelig sensationelle kostbarhed kan bruges til, både i den mørke middelalder og i nutiden, der jo bilder sig ind at være mere oplyst, men hvor menneskene måske netop derfor er sårbare, når det fantastiske viser sig.

Man keder sig bestemt ikke – men der er ikke meget, som hænger fast i sindet, når sidste side er slugt.