Der ligger allerede en pointe i titlen: ”kunsten”. Det er en roman om kunstnere – forfattere, skulptører, skuespillere m.v. Og om de folk, der lever ikke af kunst, men af kunstnere: Anmeldere som ikke altid er vellidt hos deres ofre, eksperter der administrerer fondsmidler og støtteordninger, og mæcener der muligvis har skumle bagtanker. Alt det er snedigt vævet ind både i plottet og i de dramatiske begivenheder undervejs. Så snedigt, at det ellers tydelige tema først for alvor gik op for denne læser, da romanen efterfølgende blev tænkt igennem.

Der drejer sig naturligvis også om spillet mellem kunst og virkelighed. Hovedhandlingen er knyttet til et temmelig smagløst ”reality” tv-show, hvor en håndfuld kendiser isoleres i en komfortabel ejendom på en ø. Her skal de ekstemporere et krimi-spil, hvor Anna Grues hovedperson – ”den skaldede detektiv” Dan Sommerdahl – er hyret som den, der skal opklare mysteriet. Intrigen skal udvikles undervejs af en krimiforfatter, der følger med holdet af kameramænd og lysteknikere. Hun skal tilrettelægge spor, overraskelser og finurlige mordmetoder. Seerne skal hver uge stemme om, hvem der skal være næste offer, og den i hemmelighed udsete morder skal så arrangere sin fiktive udåd. Huset er spækket med kameraer og mikrofoner, som sikrer, at der er masser af råstof til seriens enkelte afsnit – kun bade- og soveværelser er fredet.

Sådan er tv-konceptet. Men sådan er virkeligheden ikke, i al fald ikke når Anna Grue sidder i sufflørkassen. Det, der skulle være underholdende mord i tv’s primetime, bliver den første nat til brutal realitet på øen. Historien bliver dermed en ”whodunit” efter det klassiske mønster, hvor flere og flere mulige motiver langsomt afsløres, indtil Dan finder den snævre sti mellem de mange vildspor og (temmelig fortvivlet) kan lægge sin hånd på den skyldige. Det bliver også en skarp skildring både af grundmuret had og af uvelkommen seksuel fascination – det sidste til skade for Dan. Dans 22-årige søn, der higer efter at komme ind på filmskolen, er med på teknikerholdet. Han får anledning til at stemple sin far som ”et dumt svin” – og det kan Dan desværre kun være enig i. Til gengæld er det også sønnen, der med en overrumplende brug af lydoptagelserne fra den fatale nat kan fremlægge bevis for, at Dan i al fald ikke er drabsmanden.

Anna Grue byder atter på et vel udtænkt plot og solid undeholdning. Personerne er interessante, og det afværger, at der går ugebladsføljeton i historien – en fare, som lurer et par gange. Uhyggen er stigende i takt med stadig flere mystiske antydninger, som naturligvis alle får deres betydning for opklaringen.

Der er vist kun at sige, at Anna Grue har gjort det igen.

Anbefales.