Anna Grue: Den skaldede detektiv. Politikens forlag 2010. 422 sider, 300 kr.

Reklamemanden Dan Sommerdahl er efterhånden så kendt som ”detektiv”, at han nu bliver formelt engageret til at opklare en speget sag. For seks år siden mistede Thomas Harskov sønnen Rolf, som – måske i påvirket tilstand – forvildede sig ind på et jernbanespor. Senere døde datteren Gry af forgiftet kokain. Begge dødsfald er afskrevet som ulykker, og den vurdering fastholder myndighederne, også efter at Harskov er blevet opmærksom på det ejendommelige forhold, at begge børn blev 16 år og 27 dage gamle. Han har påpeget det, men politiet tror, at der er tale om en tilfældighed.

Dan påtager sig at se nærmere på de to dødsfald. Det haster, for der er kun kort tid til, at Harskovs sidste barn Malthe når samme alder. Det vil han fejre på Roskildefestivalen, hvor det vil være så godt som umuligt at passe på ham. Det nytter heller ikke at forbyde ham at deltage - man kan ikke holde en sekstenårig væk fra Roskilde, når han først har besluttet sig for at tage af sted.

Det bliver en omfattende efterforskning, og først sent finder Dan det afgørende indicium – som naturligvis peger på den mest usandsynlige af romanens hovedpersoner som gerningsmand. Da er det måske for sent, for morderen har allerede kniven fremme. Dan finder imidlertid en ganske barsk mulighed for at redde Malthe. Hans ide lægger en tung byrde på skuldrene af Harskov, og man kan synes, at Dans tilfredshed ved at gøre netop det er lige lovlig selvretfærdig, men med det forbehold har Anna Grue overbevisende styr på sine personer (om end den trækkes hårdt op). Det beskrives også godt, hvordan Dan fortsat tumler med at få orden på sit eget liv – det har han sværere ved. Et enkelt sted slår forfatterens glæde ved dyr lidt pudsigt igennem, nemlig da Dan på ny er ved at forelske sig i sin fraskilte Marianne – Dan tænkte som tusinder af gange før, at hendes udstråling var som en fræk shetlandsponys – det er vist godt, at han ikke delagtiggør Marianne i den sammenligning. Anna Grues talent for prægnante formuleringer bidrager frydefuldt til læseoplevelsen, for eksempel da Dan refererer en samtale med en ualmindeligt frastødende kvinde og sammenfatter: Jeg har kun oplevet hende og hendes mand i en halv time, og jeg døjer stadig med tics, udslæt og angstanfald.

Ana Grue befæster sit ry som dreven plotlægger og stærkt underholdende fortæller. Spændingen er fra begyndelsen høj og drives dygtigt videre – romanen slutter som en for det danske marked sjældent effektiv pageturner.

Klassisk krimi – også med intrigens ejendommelige og æggende kerne, det sære tal 16 år og 27 dage, som først virker som en lidt fortænkt mystifikation (ala britisk guldalderkrimi fra anno dazumal), men som naturligvis viser sig at være solidt funderet i intrigen.

Anbefales.