Anna Grue: Det taler vi ikke om. Politiken 2006. 271 sider, 249 kr. 

Marie er vokset op hos sin mormor og morfar – en tryg og god barndom hos et par begavede og kærlige mennesker. Men noget var tabu. Maries mor giftede sig i England, og kort efter Maries fødsel omkom forældrene og hendes tolv år ældre bror Simon ved en bilulykke. Mere fik Marie ikke at vide. Hun havde aldrig kontakt med sin fars velhavende engelske familie, mormor havde fjernet alle billeder af faderen og ville ikke tale om ham. Til gengæld var en hel væg i mormors stue helliget Maries mor og Simon.

Marie er 25 år gammel, da mormor dør. Hun er blevet en køn, temmelig veg kvinde. Ikke engageret i en uddannelse, ikke rigtig sikker i sit valg af kæreste – ham, hun har, kasserer hun ved historiens begyndelse, men hun vil føde det barn, hun venter med ham. Morfar døde for mange år siden, så Maries kreds består kun af et par mennesker: Den nære, hyperenergiske veninde Stine og mormors veninde Gunhild, som Marie aldrig har brudt sig om.

Sammen med Stine rydder hun nu mormors villa. Hun bestemmer, hvad hun vil have med, hvad der skal overlades til genbrugsbutikken, og hvad der skal kasseres. Det er et deprimerende arbejde, men til sidst mangler de kun mormors antikke chatol. Og i det finder de naturligvis et hemmeligt rum med papirer, der klart viser, at alt det, Marie troede at vide om sine forældre, er løgn. De breve, som mormor gennem årene fik fra Gunhild, indeholder hentydninger, som Marie må kræve besked om. For et halvt år siden havde mormor også gemt et brev fra en engelsk advokat, skønt brevet er stilet til Marie. Maries farmor er død, og Marie er enearving – til en formue, viser det sig.

Marie begynder at bore i, hvad der egentlig er foregået. Hun lægger pres på Gunhild, der så fortæller en lidet velkommen historie om Simon, som – måske ved et vådeskud – dræbte Maries mor, og om Maries far, der derpå fuld af ruelse over sin uforsigtighed med jagtgeværet tog sig af dage. Simon blev bortadopteret, og Mormor og morfar reddede Marie ud af kaos. Spørgsmålet er imidlertid, om den forklaring er sand. Marie og Stine tager til England, og det hele begynder at gå hurtigt. Pludselig er de to rodet ind i en krimi. Det viser sig at være farligt at dykke ned i den længst arkiverede fortid.

Anna Grue bruger mange sider på at stille brikkerne op. Det er en underholdende beskrivelse af Marie og hendes stille tilværelse i Danmark, men ikke helt interessant nok til at fængsle i det temmelig lange løb. Til gengæld bliver det spændende, da historien lander i England og tager fat på det liv, som aldrig blev Maries. Krimien rejser sig overraskende (for Marie og Stine såvel som for læseren), og tingene udvikler sig så hurtigt, at det mønster, som de to unge kvinder begynder at ane, på det voldsomste bliver bekræftet, før de når at tænke alle de nye oplysninger igennem. Stine får dog lejlighed til at vise gode evner for detektivarbejde (og effektiv handlekraft, når det gælder), men den høje spænding knytter sig til den dramatiske handling.

Anna Grue kan en del, det vidste man allerede fra den prisbelønnede debutroman ”Noget for noget”. Opus to rummer – måske på grund af den begrænsede personkreds, som ikke muliggør en række modstridende tråde mellem aktørerne – ikke et lige så overdådigt plot, og det savner man lidt. Men romanen er bestemt værd at læse. Man skal ikke lade sig vildlede af det hen i hampen pysse-nyssede omslag. Der er power på Anna Grues motor, når den kommer i gang!