Erling Haagensen: Mordet på ordet. Documentas 2008. 312 sider, 299 kr.

Direktøren for Nationalmuseet bliver myrdet på sit kontor. Ph.d-stipendiaten Anna Frank, der var den næstsidste (hvis ikke den sidste!), som direktøren talte med, kommer i søgelyset, både hos den kriminalinspektør, der leder efterforskningen, og hos en navnløs organisation (der meget vel kan være en aflægger af den fæle katolske kirke). Der er der nogen, som tror, at Anna kan fremskaffe værdifulde oplysninger, og for at lægge pres på hende kidnappes hendes lille søn. Anna må så – bistået af journalistvennen Peter og til dels af en tvetydig professor – søge at skaffe det materiale, der kan købe drengen fri. Det drejer sig om at finde det sted, hvor de første kristnes dokumenter (eller arkivalier helt tilbage til Moses’ tid) er skjult. Eller måske om gyldne skatte, som kong Salomon ifølge sagnet samlede sammen.

Det pointeres i forordet, at nærværende bog er en krimi … ikke et dybdepsykologisk studie i romanens hovedpersoner. Det sidste kan læseren umiddelbart se, det første skal man have at vide. Det beskedne plot (som aldrig rigtig opklares) fortaber sig i endeløse samtaler om Israels profeter og sagnkonger, om myterne om et nyt Jerusalem, og om de arkiver, som Lazarus og Maria Magdalena kan have haft med på den flugt til Frankrig, som en legende beretter om. Det fortsætter med alskens beretninger om tempelriddere og middelalderens munkevæsen, om den høje (nu glemte) teknologiske formåen i oldtiden og middelalderen, og om adskillige tidligere forsøg på at finde de skjulte skatte. Der søsættes overraskende hypoteser om de ægyptiske farao-dynastier og om den katolske kirkes beskidte motiver til at iværksætte det første korstog. Osv. Osv.

Alt sammen udfoldes som sagt i dybsindige dialoger og monologer. Anna sidder inde med en utrolig paratviden, og Peter er god til at formulere overraskende hypoteser – hvad som helst minder ham slående om alt andet. Kommer det til historiske facts (eller vilde formodninger) må han spørge Anna, og hun leverer så på stående fod endnu en sidelang forelæsning. Et sted mod slutningen føler hun irritation over at være reduceret til et opslagsværk. Det kan læseren godt forstå – men hun er selv ude om det. Lejlighedsvis kommer hun i tanke om sin kidnappede søn og opviser så et lettere sammenbrud i nervøsitet for hans skæbne og den korte frist, som afpresseren har sat, men det forhindrer hende ikke i at bruge lang tid på smutture (f. eks. til Luxor), eller at løbe ud ad endnu en tangent, så der lige leveres et foredrag om staden Viborg på Det karelske Næs, fangsten af den berømte blå fisk, de sydfranske hulemalerier etc. En del af Annas ”oplysninger” stammer fra hendes drømme, og de kilder, hun påberåber sig, omfatter f.eks. også Ove von Spaeths berygtede hjernespind.

Historien lander på Bornholm, hvor Erling Haagensen som bekendt mener, at rundkirkerne markerer fikspunkter i et sindrigt geometrisk system, og at de er opført af tempelriddere, der ville skjule deres skatte, formentlig i en hemmelig krypt under Ols kirke eller Østerlars kirke. Det eneste morsomme i det afsnit er den alvidende Annas overraskelse over, at der kommer turister til Bornholm.

Nonsens for viderekomne. Og snyd, når etiketten ”krimi” påberåbes.

P.s.

I en efterskrift fortælles, at Anna nu har kastet sig over maya-folkets mystiske kalender. Og – indrømmet – de fabler er ikke med i historien. Den byder heller ikke på opklaringer af Kennedy-mordet og Palme-mordet. Så der er plads til meget, meget mere.